TPI-Odense 2 – Aarup BK 16 – 24 (9-12)
Aarups to nærmeste konkurrenter til oprykningen, DSIO og Middelfart, vandt begge deres kampe lørdag. Derfor skulle der point på kontoen for, at oprykningen kunne sikres i Paarup-hallen sent søndag aften.
I ugen op til kampen var der gjort en indsats for at få opbakning til Paarup, så Aarups håndboldherre for første gang i over 10 år igen kunne kalde sig fynsseriehold. Om det var indsatsen eller bare rygtet om, at der igen er et håndboldhold i Aarup, der er værd at tage i hallen for at se, skal være usagt, men i hvert fald var der 60-70 Aaruptilhængere, som bidrog til en fantastisk stemning.
Inden kampen var der nerver på, hvilket ikke blev mindre af, at ham der havde vasket tøjet sidst havde glemt det hjemme og først kom med det fem minutter før kamp start. TPI var så venlige at låne Aarup noget tøj, som man kunne varme op i.
Om det var den lidt hektiske optakt til kampen, bare generel nervøsitet på grund af kampens betydning eller afsavnet af skadede Steffen Olesen, der prægede spillerne i kampens indledning er uvist. Men i hvert fald startede TPI bedst og fik i flere situationer straffet Aarup med kontraangreb, hurtige opgiverkast og fine indspil til stregen.
Først efter tyve minutters spil, hvor Mathias Orby kom på banen og der blev spillet med to stregspillere, fik Aarup rigtigt sat sig på kampen. Lasse Ellemand fik skabt rigtigt meget plads til storebror Bjørn Ellemand, som på fornemvis udnyttede mulighederne. Samtidigt blev der lukket mere af defensivt. Hvorved Aarup kunne gå til pausen med en forholdsvis komfortabel føring på 12-9.
I starten af anden halvleg holdt Aarup en føring på 2-4 mål, der manglede lige det sidste for at få det afgørende forspring. Da Bjørn Ellemand efter tolv minutter bliver ramt i hovedet og må udgå med en blodtud kommer Thomas Christiansen på banen og sammen med Sebastian Christensen og Mathias Orby udgjorde han en helt ny konstellation i bagkæden. Så uden halvsæsonens to største profiler på banen, var der andre, der skulle byde sig til, hvilket især Sebastian gjorde.
Det største brøl i kampen kom, da den ikke helt unge Thomas Christiansen steg op i et hopskud fra højrebacken og sendte bolden i mål.
Efterhånden kunne det ses på TPI spillerne, at de havde fået lov til at slås for deres mål imod Aarups stærke forsvar, som endnu en gang var fantastisk hjulpet af Søren Bækholm i målet. Med fem minutter igen forsøgte hjemmeholdet at give det sidste for at få et resultat, men det gav bagslag og Aarup straffede det med 4 scoringer afslutningsvis, heraf tre af Andreas Jensen, som i flere tilfælde viste god teknik fra fløjen. Det hele endte med en stor sejr på 8 mål og så kunne spillerne lade sig hylde af de mange Aaruptilskuer og træner Jan Hermann fik en flyvetur.
Næste kamp bliver i fynsserien, formeneligt weekenden 7.-8. januar, hvor holdet håber på samme fantastiske opbakning, som denne aften i Paarup-hallen.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.