Aarup BK fik 2-2 i lørdagskampen

Aarups hold i Fynsserien spillede to helt forskellige halvlege i hjemmekampen mod Krarup Espe.

I 1. halvleg var Aarup klart mest på bolden, og med Jack Nielsen som styrmand både i de bagerste skanser og på midtbanen blev det en halvleg på Aarup BK-præmisser – også selvom holdet af og til sendte for mange ballonbolde fremad – og især opad.

Krarup-Espe viste næsten intet i 1. halvleg, og efter 25 minutter blev det planmæssigt 1-0, da Mikkel Nissen flugtede en lang fremlægning i mål på elegant volleyball-maner, dog med foden selvfølgelig.

I hele 1. halvleg var udeholdet knap nok over midten, og efter 41 minutter kunne Lucas Westphal øge til 2-0 tæt foran mål.

2. halvleg
I starten af 2. halvleg kunne Aarup BK fortsat dominere, Rasmus West var flittig og kreativ på midtbanen, og Simon Nygaard stærk i nærkampene.

Men pludselig fra midten af halvlegen var det som om udeholdet fik monopol på den forhåndenværende ilt til lungerne, og efter godt en time fik udeholdet 1-2 på en dommedagshelflugter efter hjørne, og i de resterende 25 minutter var der ren panik i Aarup-forsvaret – og alt for få spilstationer og   kombinationsmuligheder på den midtbane, det ellers skulle stopfodre angriberne med målchancer.

Og efter 75 minutter gik det så galt, da Krarup-Espe udlignede på hovedstød, efter at den godt fightende Simon Nygaard ellers havde reddet på stregen med hårtoppen kort forinden.

I den resterende del af kampen havde gæsterne mange store chancer, og Aarup slap heldigt med at kunne sætte ét point ind på kontoen, når nu kampen ikke blev lukket i de første 65 minutter.

Kampens profiler:
Aarups målmand, Daniel Bertelsen, reddede Aarup BK med mange flotte parader i de sidste 25 minutter. Desuden var han rolig og stærk i spillets igangsætning.

Jack Nielsen var en sikker sidste skanse – og desuden stærk og kreativ i det igangsættende spil op ad banen.

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.