Her til aften aften (onsdag d. 20/8) besluttede Byrådet, at det nye torv i Aarup skal opkaldes efter fhv. biografdirektør Svend Sanggaard.
I denne uge går det løs med aktiviteter i Aarup Sports- og Kulturuge. Det er initiativgruppen på Industrien, der i længere tid har puslet med ideer om at skabe lidt mere liv i Aarup. Flere af aktiviteterne afholdes på ”byens torv”, men hvor er det nu lige ”byens torv” ligger?
Initiativgruppen var derfor enige om at indstille til Assens Kommune, at pladsen fik et navn. For initiativgruppen, der har til huse på Industrien, var det oplagt at pladsen skulle opkaldes efter Sanggaard, som i en menneskealder har holdt liv i Aarups kulturliv i biografen og været med til dannelsen af Industrien.
Svend Sanggaard var en farverig person, som i årtier kendte gud og hvermand i den danske filmbranche. Han havde arbejdet som konsulent og solgt biografudstyr fra et firma i København, men det var med rejsebiografen Sana, senere Stjernebio, at karrieren tog fart. Rejsebiografen købte han i 1949 i Silkeborg og Sanggaard viste i de følgende år film i navnlig jyske og fynske forsamlingshuse og krostuer.
Sanggaard fortalte med et glimt i øjet, at visningen først gik i gang, når bønderne havde overstået malkningen, ellers var der ikke strøm nok. Sanggaard havde med Stjernebio fundet en guldgrube, som betød, at han i 1968 kunne overtage Aarup Bio og senere købte han en biograf i Fredericia.
Det var en verdensmand jeg mødte. Han var klædt i lys cottoncoat med revers og bælte, mørke teryline bukser, velbundet silketørklæde, nypudsede sorte sko, husker fhv. bibliotekar Jørgen Wadowski, som i 1978 blev bibliotekar i Aarup og var med til at åbne biblioteket ved siden af biografen. Biblioteket og biografen blev senere rammen for dannelsen af kulturhuset Industrien.
Intet under at Sanggaard kunne boltre sig på de bonede gulve ved filmfestivalen i Cannes, hvor han bl.a. opnåede at danse med datidens hotteste navn den italienske skuespiller Sophia Loren. Ingen træer får som bekendt lov til at vokse ind i himlen. Heller ikke biografen i Fredericia, som han ikke kunne få til at løbe rundt. Senere begyndte det også at knibe med billetsalget i Aarup, så i 1980 overtog Aarup Kommune biografen, hvor Sangaard nu blev forpagter af biografen.
De næste 20 år stod Sanggaard for driften af Aarup Bio indtil Aarup Biografforening tog over i 2000. Sanggaard fortsatte imidlertid som operatør de næste 5- 6 år, og blev i øvrigt ved med at komme på Industrien for at få en sludder og læse avis. Man kedede sig aldrig i Sanggaards selskab, han var et festmenneske med et uudtømmeligt lager af historier og anekdoter fra sine mange år i filmbranchen.
Heller ikke på det praktiske plan kan hans betydning overvurderes. Det var en helt ny verden vi trådte ind, og Sanggaard var en uvurderlig støtte i opstarten af biografforeningen, fortæller biografformand Henrich Svendsen som tilbage i 2000 lærte at betjene kinomaskinen af Sanggaard. Sanggaard var en daglig og trofast gæst på Industrien helt frem til sin død i februar i år.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår og hvordan pladsen skal døbes, men nu kan vi begynde at bruge navnet Sanggaards Plads om ”byens torv over for Industrien på hjørnet af Vestergade og Bredgade”!
Billedet herunder kan trækkes, så hele Sanggaards Plads kan nydes i solskin
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.