Gruppen bag den økologiske besøgshave ved Erholm havde sidste arbejdsdag lørdag den 5. november.
Første møde i 2023
Der blev bl.a. besluttet, at det første planlægningsmøde i 2023 bliver lørdag den 25. februar kl. 10 – ca. 13, og det holdes i Erholm Fødevaremarked. Der skal planen for den kommende sæson aftales nærmere.
Opgaver i 2023
Nogle af opgaverne i 2023 bliver at få bygget en mere ”autoriseret kompostbeholder”. Desuden skal der skabes et nyt bed med krydderurter, evt. duftplanter – og evt. bærbuske.
Det blev samtidig besluttet at anskaffe et par æbletræer, så de også kan indgå i de økologiske projekter. De skal beskæres på hensigtsmæssig vis, og gruppen skal vise, hvordan de kan holdes sunde på en naturlig måde. Og de skal være inden for hegnet, for rådyr og dådyr elsker både frugt og bark fra unge træer.
Julearrangementer på Erholm
Erholm har forskellige juleaktiviteter i tre weekender, 3.+4. dec., 10.+11. dec. og 17.+ 18. dec. Det bliver i tidsrummet 10 – 16. Det bliver nok et tilløbsstykke pga. TV’s børneudsendelser i dec.
På disse åbningsdage vil der være mange nye aktiviteter, salg af juletræer og meget andet.
Et par fra gruppen vil være tilstede søndag den 4. dec. fra ca. 10 – 14. Og lørdag den 10. dec. vil tre fra gruppen være stede fra kl. 10 – 13, evt. lidt længere for at fortælle om Erholm Besøgshave – desuden kan landbooplysninger fra 1730’erne, 1843 og 1909 indgå.
Bede med vinterdyne
Arbejdsdagen blev afsluttet med udlægning af fladekompost på bedene. Først blev alt det grønne fra årets vækst drysset fladt hen over bedene, derefter fik de lidt økologisk halm – og på toppen lidt tang fra stranden. Senere på måneden vil to gruppemedlemmer drysse lidt økologisk hestemøg henover.
På den måde kan ormene og bakterierne arbejde for os hele vinteren – og skabe et nyt vækstlag til sæsonen 2023. Det resterende materiale efter klargøringen til foråret kan enten komme på kompostbunken, under nye æbletræer – eller under nye kålplanter. En evt. rest kan bruges som jorddække under visse planter.
Nye frivillige til sæsonen 2023 kan melde sig til de to kontaktpersoner.
Kontakt:
Hanne Nielsen, tlf. 40918293, mail
Mette Telling, tlf. 28605519,
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.