Ny REMA-købmand, Emil Herholt

Emil Herholt har stor interesse for vin, og han vil fastholde en god standart på det område.

Emil Herholt (f. 1992) overtog REMA-butikken i Korsgade, Aarup, sidst i september. Han har tidligere været ansat i bl.a. Bilka, Føtex, Meny og REMA, men ville så gerne være selvstændig, når chancen kom.

På den allerførste åbningsdag i Aarup var der ca. 500 inde i butikken, og det er Emils helt klare plan at øge antallet af medarbejdere, især unge over og under 18 år.

Varesortiment
Varegruppen vil stort set være uændret, men den nye købmand vil gerne have flere varer ind fra lokale producenter, og kunderne må gerne gå til Emil og foreslå nye produkter på hylderne.

Købmanden vil gerne afprøve nye grøntsager og kødprodukter, men de hidtidige skal fastholdes. Der kan dog være enkelte varer, der principielt ikke sælges godt nok inden ”deadline”, og så fungerer det ikke.

Souschef og medarbejdere
Der er også kommet ny souschef, og det er Nikolai Gregersen. Der er p.t. ca. 25 ansatte, men Emil håber på max 10 flere, for han mener, at denne butik har et godt potentiale.

Fremtiden
Emil har foreløbig en kontrakt på 5 år, men han håber på at blive længe i byen, hvor han har bemærket det gode og mangestrengede butiksliv. Det er absolut værd at fastholde – og være en god del af.

Interesse for vin
Den nye købmand har stor interesse for vin, og han vil fastholde en god standard på det område. Han har tidligere haft ansvaret for vin i Føtex, og i den forbindelse var han på en del vinkurser. Han håber derfor, at han på bedste vis kan vejlede kunderne på bedste vis.

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.