Stor succes til Open by night med Jumping Kids og Jumping Fitness!

I fredags var AB Gymnastik med til Open by night i Aarup med holdene Jumping Kids®  og Jumping Fitness®, der havde trampoliner og høj musik i gågaden til stor glæde for især en masse børn, der gladeligt hoppede på trampolinerne til de festlige rytmer! Jumping kids® trænerne Jane Haahr Hansen og Christina Andersen samt hjælpetrænerne Karla og Isabella stod klar til at tage imod alle de nye børn, der ville prøve trampolinerne. Der var både helt små børn, som lige skulle have lidt hjælp samt større børn, der hurtigt fik styr på teknik og rytme. Christina og Jane forklarer, at Jumping® Kids holdet både træner koordination og kredsløb, da de kombinerer hop og leg baseret på koreografier, som giver børnene mulighed for at bevæge sig i et sjovt og tilpasset tempo på de små trampoliner.  Christina og Jane uddyber, at Jumping kids® er for piger og drenge fra 0. klasse og opefter, som elsker at hoppe på trampoliner, grine, svede og have det sjovt. Både nybegyndere og øvede. Hver træning vil være en ny fest! På onsdag den 4. september starter Jumping Kids® kl. 16-17 i hal 3 i Aarup Fritidscenter. De 2 første gange er gratis, og holdet fortsætter til engang i foråret 2020. Det er dog først til mølle-princippet ved tilmelding, da vi kun har 18 trampoliner. Det koster 500 kr. i alt. Tilmelding og yderligere info via AB Gymnastiks hjemmeside http://gymnastik.aarupboldklub.dk/ .

Der er også stadig ledige pladser på de 4 Jumping fitness®  hold for voksne hver mandag, onsdag og torsdag aften i hal 3 i Aarup fritidscenter, fortæller instruktør Anita Erslev, der var rigtig glad for at se, at også voksne i løbet af aftenen fik pulsen op og rørt lattermusklerne på trampolinerne. Yderligere info om Jumping fitness® voksenholdene findes også på AB gymnastiks hjemmeside. Vi glæder os til vi ses.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.