Den lokale Røde Kors-butik har den 30. april eksisteret i 10 år, de første 6 – 7 år dog på adressen Bredgade 19 og de seneste år på den nuværende adresse, Bredgade 26.
Beskæftigelse, varer og omsætning
Ca. 23 damer arbejder som frivillige, og de klarer bl.a. vask og strygning m. v., og desuden hjælper ca. 6 mænd med at tømme containere, hente møbler og tømme dødsboer – dvs., at i alt ca. 30 personer er beskæftiget i og ved butikken.
Efter flytningen til den nye adresse, Bredgade 26, er der pga. de mange flere kvadratmeter kommet flere møbler, flere nipsgenstande, bøger, CD’er, DVD’er og et meget større udvalg af bl.a. tøj, pga. den udvidede plads. Samtidig er synligheden meget bedre, og det har betydet en tredobling af omsætningen.
Der kan imidlertid altid bruges flere hænder, både butiksfolk og fx ”en handyman” eller ”multikunstner”, der kan klare mange slags reparationer.
Tøj, der afleveres, må gerne være slidt, men ikke fyldt med maling og tjære. Hullet tøj er dog velkomment, det kan fx bruges til fyld i bildøre, når der er granuleret, og noget kan endog sælges dyrt i genbrugsbutikker til ”smarte folk i storbyerne”.
Ting til oparbejdning sendes til et værksted i Horsens, fx kan skosåler også genbruges i findelt tilstand – til støjdæmpning i motorvejenes asfalt – så tænk blot på Røde Kors, når du har en sæk tøj eller sko, hvis du tror, at det bare skal smides ud.
Kontakt
Aarup Røde Kors, Bredgade 26, tlf. 29363028
Butiksleder Lise Andersen – formand Helge Roslind
Web: www.roedekors.dk
Facebook: Røde Kors Aarup
Fødselsdag
Fødselsdagen er tirsdag den 30. april fra kl. 11, og dagen markeres med vin, sandwich, kaffe og småkager.
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.