Lunau&Sund står på skuldrene af den nordiske vise- og sangskrivningstradition, dog kraftigt inspireret af Americana og folk. Man kan kalde genren Nordicana.
Lunau&Sunds klangunivers er gennemsyret af en eftertænksom nordisk melankoli, som understøttes af deres fine, dansksprogede tekster, der på poetisk vis bevæger sig igennem eksistentielle emner, naturen og samfundet med en velreflekteret og smittende ro.
Trine Lunau synger og spiller harmonika, Peter Sund spiller guitar og synger. De to har spillet og skrevet musik sammen i mere end 17 år og sammenspillet og indfølingen med hinanden er i særklasse.
Koncerterne er bygget op med sang og akustisk guitar i centrum og musikken bliver suppleret af nærværende fortællinger og anekdoter fra duoens liv og de historier som teksterne tager afsæt i.
Igennem årene har Lunau&Sund haft forskellige band sammensætninger. De har udsendt deres femte album ”Landet Brænder” i 2018. I forbindelse med denne udgivelse har de samlet en stjernebesætning af musikere omkring sig der elegant bakker dem op.
Det er Bo Gryholt på bas (tidl. Kim Larsen), Peter Dombernowsky på trommer (Michael Falch, m.f.) og Palle Hjort på orgel og keyboards (Poul Krebs, Savage Rose, Peter Sommer m.f.)
Musikerne er med på udvalgte koncerter – dette gælder netop også for denne koncert på Industrien.
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.