Publikum: Vi er tilfredse og kommer igen til næste år

Et meget højt antal besvarelser på årets publikumsundersøgelse efter forestillingen Saturday Night Fever er brugbart for Frøbjerg Festspil. Mange var på Højen for første gang, og en stor procentdel svarer, at de gerne vil komme igen til forestillingen My Fair Lady i 2019. (forstillingen er siden ændret til footloose. Læs mere her. red)

Næsten dobbelt så mange som sidste år, valgte at gå ind på Frøbjerg Festspils hjemmeside og udfylde et spørgeskema efter overværelse af Saturday Night Fever.

– Vi kan se, at 17,2 procent af dem, der har svaret besøgte os for første gang. Det er jo glædeligt, at vi med vores satsning har kunne tiltrække nye til Frøbjerg Bavnehøj, siger Knud Møller, formand for Frøbjerg Festspil.

I undersøgelsen, der er udfyldt af 650 personer, svarer 95,8 procent, at de vil anbefale Frøbjerg Festspil til andre, og 90,3 procent svarer bekræftende på, at de kommer igen til næste år.

– Langt de fleste i undersøgelsen har givet os den højeste score 5 eller 4 på kategorierne Lyd, Valg af stykke, Helheden, De frivillige og Skuespillerne. Det svarer godt overens med de tilbagemeldinger vi har fået på de sociale medier, hvor de unge, der deltog i forestillingen har været meget aktive med at dele og lave opslag, siger han.

Forslag til forbedringer

I undersøgelsen har publikum også kunnet komme med forslag til forbedringer, og dem vil bestyrelsen og de forskellige udvalg hos Frøbjerg Festspil nu studere grundigt.

– Mange af ønskerne er justeringer, som vi nemt kan lave, og det vil vi selvfølgelig gøre, fastslår Knud Møller.

I publikumsundersøgelsen svarer 52,8 procent, at de ønsker at se amerikanske musicals, og det ønske får de opfyldt med My Fair Lady til næste år. Mens de 63,4 procent, der har svaret, at de ønsker at se danske musicals på Højen, får det opfyldt med Midt om Natten i 2020.

Nyhedsbrev fra Frøbjerg Festspil

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.