Vi er flyttet til Aarup fordi, der er gode indkøbsmuligheder, et dejligt naboskab og både vuggestue, børnehave og skole til 9. klasse i byen.

Jacob og Simone Andersen tog i juni måned en stor beslutning, da de flåede pløkkerne op af jorden fra det trofaste rækkehus i Odense med Rosengårdcentret som genbo. Den nye destination var Aarup – en by der befolkningsmæssigt ikke engang er blandt de 15 største på Fyn. Derfor kunne man forestille sig, at det har været noget af en forandring for Jacob og Simone, men indtil videre har det kun været til den positive side.

– I Odense er man meget sig selv, selvom man boede utrolig tæt på ens naboer. Man snakkede meget kort med hinanden, men her har vi mere med vores naboer at gøre, end vi havde i Odense – man kommer hinanden mere ved her, end man gør i storbyen, siger Jacob Mose Andersen, som til daglig er projektleder ved TDC i Odense, inden Simone nævner endnu flere gode ting, som de har oplevet ved at flytte til Aarup.

jakob og simone 2– Vi har kun boet her i et par måneder, men vi har allerede været til en fødselsdag på vejen, og vi har set fodbold ved genboen, så man kommer hinanden mere ved – og der er snart sommerfest på vejen, det har der slet ikke været i de næsten seks år, hvor vi boede i Odense. Der var ikke noget socialt, og når der var, så faldt det ofte til jorden, fordi der ikke var opbakning – det er helt anderledes her.

Udover Jacob og Simone er deres datter Ella på to år selvfølgelig også flyttet med fra den fynske hovedstad, og det er meget mere trygt, at have et barn i den alder i Aarup end Odense, siger Simone.

– Vi bor jo pludselig i et børnefamilieområde, og da vi var ude og se huset første gang – der løb der børn på vejen, som tegnede med kridt – det var næsten helt idyllisk, og det er et miljø, man gerne vil bo i. Derudover er vi begge to langt mere trygge ved at sende Ella ud og lege på vejen her, end vi ville have været i Odense – endelig havde et tilsvarende hus i Odense jo kostet betydeligt mere.

– Vi troede, at vi skulle ud af byen noget oftere

 Selvom der kun bor lidt over 3.000 mennesker i Aarup i forhold til over 150.000 i Odense – så er både Jacob og Simone meget overraskede over, hvor meget familien kan klare i Aarup, og byen rummer faktisk endnu mere, end de først havde forventet.

– Vi havde en forventning om, at vi skulle ud af byen lidt oftere for at få fat i de normale ting til dagligdagen. Selvfølgelig skal man ud af Aarup, hvis man skal handle nogle helt specielle ting, men ellers er der jo det hele her, og der er åbne marker. Der er apotek, og alt hvad man skal bruge til hverdagen – det er ikke som at bo på landet, hvor man skulle et stykke væk, for at købe en liter mælk. Her kan vi bare klare den på en cykel eller gåben, og der er en by med et aktivt butiksliv her, det er fantastisk! Efter vi havde skrevet under på kontrakten, så fandt vi faktisk også ud af, at der var en biograf – det havde vi ikke forventet, men det beviser, at det er en by med liv i, og at det ikke er en spøgelsesby, hvor butikkerne aldrig har åbnet, siger de næsten enstemmigt, inden de går om i haven til Ella, som netop er vågnet fra middagsluren.

Af:  Kommunikationsstuderende / Benjamin Splidt Jakobsen – Aarup Lokalråd

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.