Massiv skuffelse i Aarup Lokalråd

Af Peter Lundblad, Folkebladet
Der er skuffelse i Aarup Lokalråd, der nu må aflyse den stort anlagte bosætningsdag til sommer. Det skyldes manglende bevillinger fra kommunens Lokalsamfundspulje

Nøjagtig 26.812 kroner.
Det er det beløb Aarup Lokalråd bliver tildelt i år fra Assens Kommunes Lokalsamfundspulje 2018, hvor midlerne er på i alt 500.000 kroner.
”Det er en stor skuffelse for os i Lokalrådet, at det kun blev til et så beskedent beløb i en tid, hvor vi selv med hjælp fra frivillige kræfter har sat så mange nye initiativer i søen. Vi føler ikke, at Assens Kommune støtter nok om alle de gode initiativer, der er i Aarup,” siger en skuffet formand for Aarup Lokalråd, Kjeld Alsholm.
Tilskuddet til de lokale projekter støttes med op imod 50 procent af de samlede udgifter. Dog kan der ydes støtte på op til 75 procent af udgifterne ved projekter, hvis der indgår værdien af egen arbejdskraft. Ansøgere skal selv skaffe den resterende del af projektets finansiering, enten ved egne midler eller ved hjælp af fonde, puljer, sponsorater m.m. Puljen kan søges af borgerforeninger, lokalråd, foreninger og enkeltpersoner som en støtte til lokalsamfundene rundt omkring i Assens Kommune.
”Det her kommer til at betyde, at vi må aflyse vores bosætningsdag, der var planlagt til den 2. juni i år. Det er meget ærgerligt, ” siger Kjeld Alsholm.

Ked af det
På bosætningsdagen skulle Aarup Handelsstandsforening og byens foreninger have afholdt et stort anlagt arrangement med titlen ”Flyt til Aarup.” Den dybere hensigt var at vise potentielle tilflyttere den brede vifte af tilbud, der er i byen: Et livligt forretningsliv, ejendomme, som er betydeligt billigere end i Odense – og de fine muligheder, der er for pendle fra stationen eller motorvejen, der ligger få minutters kørsel fra Aarup.
”Jeg er ked af det på byens vegne, at vi ikke kan gennemføre det. I løbet af efteråret skulle vi også have gennemført et arrangement med fokus på erhvervsvirksomheder – en slags Åbent Hus i samarbejde med Udvikling Assens,” fortæller Kjeld Alsholm.
Formanden for Lokalrådet har ikke umiddelbart noget bud på, hvorfor Aarup ikke fik en større andel af midlerne.
”Vi har ikke fået nogen begrundelse,” fastslår han.
”Det undrer mig meget, at det her sker i en periode, hvor Assens Kommune satser stort på at få flere tilflyttere – ikke mindst taget i betragtning, at Odense får mere end 400 nye arbejdspladser, når Miljøstyrelsen flytter til Odense.

 

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.