Det sker i 5560 Aarup – december 2019

December er præget af julens forestående, med julemærkemarch, juleaktiviteter på Erholm og julefilm. Men der er også mulighed for at deltage i klimamøde, høre gode historier på biblioteket, høre foredrag om Halfdan Rasmussen, se udstilling i Galleriet og meget mere. Områdets kirker fejrer også alle advent og jul, og det kan du læse om her på Aarup.dk.

Julemærkemarch

Søndag den 1. december kl, 10 er det muligt at gå med i årets Julemærkemarch til fordel for Julemærkehjemmene. Starten går fra Kulturhuset Industrien. Få flere oplysninger om arrangementet på biografens hjemmeside.

Højtlæsning for voksne på Aarup Bibliotek

Mandag den 2. december kl. 16-16.45 åbner Aarup Bibliotek for sidste gang i denne sæson dørene for voksne, der gerne vil lytte til en god historie. Læs mere om arrangementet i Aarup kalenderen.

Klimamøde

I forlængelse af klimakonferencen der blev afholdt på Industrien i Aarup, den 30. oktober, inviterer Aarup Lokalråd til et indledende brainstorming møde på Industrien, med det formål at få ideer til ”lokale” klimaaktiviteter, der kan forbedre klima og miljøet i de private boliger og virksomheder i Aarup. Mødet foregår onsdag den 4. december kl. 19 – 20.30 i Galleriet på Industrien. Alle er velkomne til mødet, også håndværkere / installatører der i det daglige stifter bekendtskab med Klima aktiviteter. Forbered dig til mødet ved at læse klimamøde-citaterne offentliggjort på Aarup.dk 27., 29. og 30. november.

Udstilling i Galleriet

I december måned fylder mange former for små kunstværker Galleriet på Industrien. 29 forskellige kunstnere har bidraget til en farverig og underholdende julekunstudstilling med eksempler på akryl- og akvarel- maleri, fine sager i træ, skind, keramik, glas, sølv, filt og papir.

Udstillingen har fernisering torsdag den 5. december kl. 17, hvor alle er velkommen. Udstillingen kan også ses i bibliotekets åbningstid fra kl. 7-22 frem til den 30. december. Læs mere om udstillingen på Galleriets hjemmeside

Sangaftener i Rørup

Den 11. december kl. 19.30 er der sang, kaffe og en masse snak i Borgerhuset, når Lisbeth Nielsen sætter sig ved klaveret og spiller og fortæller. Der er ingen krav om sangstemme, alle kan være  med, også  bare  på en lytter – men selv brød med til kaffen.

Foredrag

Onsdag den 11 december har Industriens Foredragsforening engageret Michael Abel til at synge en række af Halfdan Rasmussens viser og fortælle ind imellem om hans liv og digtning. Det foregår i Kulturhuset Industrien kl. 19. Læs mere om foredraget på Industriens Foredragsforenings hjemmeside.

 Jul på Erholm

Erholms Fødevaremarked har udvidet åbningstiden om lørdagen og holder søndgsåbent i weekenderne 30. november-1. december, 7.-8. december samt 14.-15. december. I perioden frem mod jul er der i øvrigt salg af juletræer og pyntegrønt på pladsen foran fødevaremarkedet. Man kan købe godsets egne vildænder, kødprodukter fra de faste stadeholdere, huder/skind og drejede ting af træ, vævede produkter samt pynt til højtiden. Der er mulighed at se modeljernbane på 1. salen over butikken, se aktivitet i en gamle smede samt blot gå en lille tur i parken. Læs mere om Erholms tilbud op til jul på Aarup.dk.

Aarup Bio

Fra torsdag den 28. november til onsdag den 4. december viser Aarup Bio filmen ”Last Christmas”, der handler om en romance mellem den unge Kate og den perfekte Tom, som hun møder på jobbet. Filmen vil udover at være kraftigt inspireret af George Michaels hitsang, også byde på andre sange af pop-ikonet på soundtracket – numre der aldrig før er blevet udgivet! Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Fra torsdag den 5. dcember til tirsdag den 10. december er det filmen Joker, der vises på lærred i biografen. Filmen handler om hvordan Gotham Citys gader hærges af kriminalitet og apati, med spændinger mellem underklassen og de velhavende, og byens borgmesterkandidat Thomas Wayne går til valg på at få ryddet op i byen. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

I weekenderne 14.-15.december og 21.-22. december viser Aarup Bio filmen ”F FOR FÅR 2: FÅRMAGEDDON”. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Fra onsdag den 25. december til onsdag den 8. januar viser Aarup Bio ”Frost 2. ”. Filmen er efterfølgeren til Disneys populære Frost fra 2013, og vi møder igen søstrene Anna og Elsa og Elsas magiske kræfter. I Frost frygtede Elsa, at hendes kræfter var for meget for denne verden. I Frost 2 håber hun, at de er nok. Læs mere om filmen og spilletider på biografens  hjemmeside.

 God fornøjelse.

Annie Gaardsted Frandsen                                                                                                                                                                                                                                  

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.