Årlig koloni styrker fællesskabet i børnehaven

Torsdag den 16. maj vinkede pædagogerne i Aarup Private Børnehave farvel til trætte og glade børn efter endnu en veloverstået koloni. Den årlige koloni styrker fællesskabet og samarbejdet i børnehaven, og giver børnene mulighed for at danne nye legerelationer.

Kom maj du søde milde kan de skrive under på i Aarup Private Børnehave
De tager hvert år på koloni ved Føns i maj, og igen i år spillede vejret med og sørgede for sol og tørvejr til de mange udendørs aktiviteter ved bl.a. stranden.

Kolonien er helt unik for netop vores børnehaven, og det er noget, som vi prioriterer højt. Vi får tre dage med mere plads og ekstra tid til nye og anderledes aktiviteter, fortæller Dorthe Eriksen, som er leder i Aarup Private Børnehave, og hun uddyber:
Jeg har været med i mange år, og jeg glæder mig altid til at komme afsted. Det er hyggeligt at være på koloni, og det giver os mulighed for at komme tættere på hinanden. Vi pædagoger lærer børnene at kende på en ny måde, og børnene får mulighed for at danne nye legerelationer. Det gavner fællesskabet og styrker samarbejdet, og det har vi meget gavn af, når vi er tilbage igen i vante rammer.

Børnene glæder sig
Børnehaven, der holder til i Kirkegade i Aarup, har plads til i alt 28 børn, og alle, fra de yngste på knap 3 år til de ældste, som skal i skole efter sommerferien, er med på koloni, hvor der bl.a. bliver spillet fodbold, flettet blomsterkranse, lavet bål og malet ansigter.

Vi var noget spændte, da vi første gang skulle sende vores datter afsted. Ville det nu gå godt. Men vi fik bare en glad og stolt pige hjem, der havde hygget sig gevaldigt, fortæller Gert Lomholt, far til Astrid på nu 5 år.
– Nu har Astrid lige været på sin tredje koloni, og hun glædede sig vildt til at komme afsted og kunne næsten ikke vente. Vi er glade for, at børnehaven give hende den oplevelse.

På koloniens tredjedag bliver alle børnene hentet af forældrene. Traditionen er, at præcis kl. 13, når alle forældre sidder klar på tæpper ved spejderhytten i Føns, så kommer børnene tilbage fra stranden og gensynsglæden er selvfølgelig stor.

Børnene er trætte efter tre dage sprængfyldt med oplevelser. Og ikke mindst godt beskidte.

Hvis du vil vide mere om Aarup Private Børnehave, kan du finde dem på  http://aarupprivateboernehave.dk/ eller på facebook: https://www.facebook.com/aarupboernehave/

Kontakt
Tlf: 6443 1485
Mail:

 

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.