Aarup har de værdier, som vi søgte, og vores drømmegrund var lige her

29-årige Jason Hill og hans kommende kone, Jóhanna Joensen, på 24 år købte i juni 2015 en grund på Eventyrbakken – og så gik projekt ”husbyggeri” ellers i gang. I december måned var parret klar til at flytte ind i drømmeboligen, hvor der også er plads til deres første barn, når det bliver født i december.

At det lige præcis blev Aarup – det var ikke på forhånd bestemt, og Jason kendte mest til Aarup fra skiltet på motorvejen med ”afkørsel 55”. Jóhanna havde dog stiftet bekendtskab med Aarup fra sin barndom i Verninge.

tilflytter_Aarup”Når jeg får fast arbejde, så vil jeg bygge et hus til min familie”
– Jeg tog mig en uddannelse og tjente så lidt penge i storbyen – derefter har det altid været min plan, at jeg vil tilbage til en mindre by. Jeg er vokset op på landet, så jeg har altid nydt store grønne områder i stedet for huse linet op og ned af hinanden. Vi er gået fra en lejlighed i Odense på cirka 60 kvadratmeter til en bolig på 168 kvadratmeter med en dertilhørende indendørs garage, siger Jason, inden de sammen opremser de forskellige krav, som de havde til den næste destination efter Odense.

– Vi skulle være tæt på motorvejen, men vi skulle ikke kunne høre den. Vi ville gerne have gode offentlige transportmuligheder, og der skulle være en skole til 9. klasse. De normale fritidstilbud – og så skulle der være indkøbsmuligheder, så man ikke skal udenbys for alt – og vi elsker, at man bare kan gå en tur ned i byen og handle ind. Derudover bliver det fantastisk at blive en mere integreret del af byen, så man kan gå nede i Bredgade og sige hej til Jens, Peter og Dorte, når vi går forbi dem. Samtidig bor vi ikke så tæt på hinanden, at vi kan høre naboen sidde og røre rundt i kaffekoppen – så indtil videre er vores indtryk af Aarup, at det er det perfekte sted for os.

Aarup blev altså valgt på baggrund af research, men også på grund af førstegangsindtrykket, da parret en dag i december 2014 trillede igennem Bredgade. De opdagede hvor tæt byen lå på motorvejen, samtidig med at stemningen i byen var skøn.

– Der var julemusik i højttalerne, julepynt og belysning over det hele – og næsten vigtigst af alt, så var der liv i byen – og man kunne se, at det var en by, hvor folk støtter op om lokalmiljøet, og det er vigtigt, hvis det ikke skal gå hen og blive en ”spøgelsesby”, siger Jóhanna.

En spøgelsesby er Aarup på ingen måde, bliver parret enige om, og selvom huset er ved at være helt færdigt – så sker der stadig en masse for Jason og Jóhanna i den kommende periode, hvor hun bliver færdiguddannet som audiolog, de får deres første barn, de skal giftes – og sidst men ikke mindst skal de til den første af forhåbentlig mange vejfester med alle deres nye naboer.

Af:  Kommunikationsstuderende/Benjamin Splidt Jakobsen – Aarup Lokalråd

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

Bogmærk Permalink.