Steen Kjær om manglende boliggrunde

I et interview oplyser arkitekt Steen Kjær, at der nu kun er tre boliggrunde tilbage i Aarup (og én i Grønnemose), og de er vist alle reserverede. Og der er formentlig 30-35 på venteliste til en boliggrund.

Vækstplan Syd mellem Aarup og Skydebjerg giver ellers mulighed for ca. 350 parcelhusgrunde eller ved blandet byggeri (parcelhuse/rækkehuse) et endnu større antal.

Blandt områderne i ”Aarup Syd” er Bakkehusene (trekanten mellem Assensvej/Ørsbjergvej/Møllegyden) det bedste område af hele planen, for i det område kan alle huse få udsigt mod sydvest. Derfor vil særlig mange gerne flytte til netop dette område.

Der er ifølge Steen Kjær et meget stort behov for nye boliger især i Aarup, men også i de andre byer nær jernbane og motorvej.

Andre muligheder
Steen Kjær mener, at det kan blive nødvendigt at tænke alternativt – og det ret hurtigt – for ikke at bremse udviklingen. Fx ligger der ifølge ham potentielle muligheder i området ved Østergade, hvor der formentlig kan blive 5-10 bynære grunde – afhængig at størrelse.

Måske er der også enkelte små enklaver andre steder i byen, hvor man kan lægge flere boliger ind, det kan fx være, hvis et ældre hus rives ned. For p.t. er det således, at nye lejligheder i byen udlejes ret omgående.

Og hvad med arealet mellem den gamle hal og Rosenvænget? Det ligger jo brak og til ingen nytte, mener han.

Opfordring fra Steen Kjær: Vi skal have politikerne op på bolighesten, for der skal skaffes nye grunde snarest muligt, så mange flere kan bosætte sig i Aarup.

H.W./Aarup

 

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.