Sci-fi aften på biblioteket

Tirsdag d. 8. dec. 2020 er der en virkelig stor filmoplevelse i vente i Aarup Bio. AssensBibliotekerne afholder nemlig en science fiction-aften orkestreret af science fiction-forfatteren A. Silvestri, hvor der både bliver fortalt om bøger og ikke mindst vises en moderne klassikker inden for genren, og netop den film er bestemt en anmeldelse værdig.

”Predestination”  –  en tidslomme af evighed.
En tidsrejsende agent springer frem og tilbage mellem årene for at standse fremtidige kriminelle, før de begår deres forbrydelser. I agentens sidste opgave, inden han skal pensioneres, er han er på en kompliceret mission for at stoppe en gal bombemand, der planlægger et angreb i New York anno 1975. Terrorhand-lingen vil slå flere tusinde ihjel. Men der er meget, meget mere i denne historie, end man skulle tro ved første øjekast.

Tidsrejser på film er altid en udfordring, men når det lykkes, som i dette hit i science fiction-genren, er det

absolut en oplevelse og et fantastisk og bevidsthedskildende instrument – hjerneblæsende som det hedder på engelsk. Hvis du kender film som  ”12 monkeys” , ”Looper”, ”Inception” etc., så vil du føle dig virkelig

godt underholdt.

Predestination er latin og betyder forudbestemmelse,  f.eks. også mht. til den enkelte persons skæbne.

Ifølge predestination findes der altså ingen fri vilje, og for vores tidsagent, men så sandelig også for publikum, står overraskelserne da også bogstavelig talt i kø, og du skal absolut være på stikkerne hele tiden, for der er stort set ingen overflødige scener i filmen.

”Predestination” er som et puslespil med 1000 brikker, hvor du nok kan lægge rammen, men hvor du helt sikkert kommer på dybt vand, når du sidder med de centrale brikker. En udfordring venter, men hold da helt op, hvor du får en filmoplevelse, du ikke lige (aldrig?) glemmer …

Vi ses i Aarup Bio til et helt igennem fremragende og dybt, dybt fascinerende mesterværk!

Jørgen Kristensen
Bibliotekar

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.