Pigerne på Sprogø – på industrien

+Aarup

Industriens Foredragsforening åbner en ny sæson onsdag 4. september, når historikeren Carsten Egø Nielsen holder foredraget ”Pigerne på Sprogø” på Kulturhuset Industrien, Bredgade 73-75, Aarup.

Christian Keller, overlæge ved De Kellerske Anstalter, oprettede i 1923 internatet på Sprogø for åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. Internatet eksisterede til 1961. Keller var også initiativtageren til Lov om Adgang til Sterilisation i 1929, Europas første racehygiejniske lov. Allerede i 1911 havde Keller fået oprettet et tilsvarende internat for mænd på Livø.

Vi skal høre historien om kvindehjemmet på Sprogø og om nogle af skæbnerne, f.eks. om en pige, hvor lægen i ansøgningen om at komme til Sprogø bl.a. skrev: ”Forældrene har forsøgt at sende hende ud at tjene, men kun kan slet ikke udføre noget arbejde på egen hånd…..De seneste år har hun haft stærke erotiske tilbøjeligheder, så forældrene må passe på hende både dag og nat.”

Foredraget er ledsaget af samtidige og nutidige fotos.

Carsten Egø Nielsen er uddannet historiker fra Odense Universitet og har siden 2004 beskæftiget sig med lokalhistorien i Vestsjælland og med historien om De Dansk vestindiske Øer. Han har skrevet talrige lokalhistoriske artikler og i 2014 udsendte han en bog om Slagelse under besættelsen.

Foredraget begynder klokken 19. Entréen er 80 kroner, dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger og kulturforening.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.