Påskehilsen til Aarup.dk fra sognepræst Susanne Andersen, Skydebjerg, Orte og Kerte Kirker.

Det er påske. Jeg ønsker jer alle en glædelig påske, og alt godt til jer og jeres kære.

Kirkerne i Danmark og i mange andre lande er lukkede.
Ingen påskegudstjenester, og det er da godt nok trist.

Men selve påsken er da ikke aflyst! Vi minder bare hinanden om, hvad påsken handler om, på en anden måde end vi plejer. Påsken er lys, liv og opstandelse – uden på den anden side af mørket og døden.
I denne påske går vi ikke ind i en kirke og er sammen.
Vi er sammen, hver for sig, også når det gælder kirken. Ligesom vi er det i mange andre sammenhænge i Danmark i øjeblikket.
Tænk at man f.eks. kan synge fællessang, hver for sig. Det er da fantastisk!

I skrivende stund er jeg lige kommet tilbage til computeren efter at have sunget morgen-fællessang sammen med Phillip Faber i TV. Og sammen med en stor del af Danmarks befolkning.
Jeg har oplevet mig selv stå og lave strækøvelser og opvarmningsøvelser sammen med Phillip Faber. Og med en stor del af Danmarks befolkning.
Det så givetvis dybt fjollet ud, men alle I, der synger i kor, ved jo, at det er godt at gøre det.
Og vi andre ved det nok også godt, dybt inde.

Hvordan kan vi have kontakt til kirken, når kirkebygningen er lukket?
Der er TV- og radiogudstjenester. Og mange lokale kirker lægger påskeindslag ud på hjemmesider og facebook.
På dén måde er vi også sammen om kirken – hver for sig. Måske kunne de, der har adgang til elektroniske og sociale medier, hjælpe dem, der ikke har, med at lave udskrift eller formidle det på en anden måde. Selvfølgelig sammen – hver for sig.

Det ER en vanskelig tid, vi gennemgår. Som familier, enkeltpersoner og som nation – ja, som menneskehed.
Selv er jeg en årgang 1958. Jeg har altså ikke oplevet hverken den spanske syge i 1918 eller den 2. verdenskrig og heller ikke den danske polioepidemi i 1952. SARS og MERS og Ebola i nyere tid var noget, der foregik langt væk.
Corona er en brat opvågnen for en dansker.

Så hvad gør vi?
Vi lærer tålmodighed.
Vi følger myndighedernes vejledning og forordninger. Fejrer påske sammen – hver for sig.
Og vi spørger måske os selv: Kan tro hjælpe?

Mit personlige svar er: Ja.
Måske er bøn noget, du praktiserer dagligt. Eller måske er bøn noget, der ligger meget langt væk. Som er forbeholdt virkelige nødsituationer.
Ved du hvad – dén nødsituation er måske kommet nu! Det er nu, der skal bedes en bøn til Gud.
Og jeg tror, vi vil opdage, at vores bøn hurtigt bliver en bøn for andre. Ikke blot for os selv.

Der er mange, der har sagt til mig den seneste tid:
”Jeg er ikke så bange for mig selv, at jeg selv bliver syg. Men jeg er bange for, at dén og dén bliver syg…”

Det er en næstekærlig tanke.
Og både hvis det er de andre, du er bange for, der bliver smittet, eller det er dig selv – så kan det faktisk hjælpe til at passe ekstra godt på hinanden i denne svære tid.

Det er påske. Det er Jesu sidste måltid med disciplene og hans indstiftelse af nadveren skærtorsdag.
Det er lidelserne og døden på korset langfredag.
Og det er nyt håb, liv og opstandelse vi fejrer søndag, påskemorgen.

Glædelig påske!

Med varme tanker og ønsker om lindring fra sygdom og bekymringer –
Susanne Andersen.

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.