Kirurg trapper ned for arbejdet – og skal spille engel

Michael Eich-Høilund fra Værløse kan godt lide sit arbejde som håndkirurg. Men lægelivet kan være hårdt og til tider stressende. Et savn voksede sig stort i den 41-årige familiefar, der sprang til da muligheden for en kortere arbejdsuge bød sig. Nu har han besluttet at arbejde mindre og afsætte mere tid til at spille musik og teater samt være sammen med familien. Til sommer skal han spille engel i ”Grease” og synge den ikoniske ”Beauty School Dropout” i gospeludgaven hos Frøbjerg Festspil

Som ung fik Michael Eich-Høilund smag for at optræde. Han har medvirket i flere teater- og musicalforestillinger samt reklamefilm. Da han skulle læse til læge, flyttede han til Odense, hvor han kom i kontakt med hele det miljø, der er omkring amatørforestillinger i det fynske og i Jylland.

– Den følelse og intensitet, der er i hele castet, der står samlet og klar bag tæppet, to minutter inden det går løs foran et stort publikum – dén er helt speciel. Den følelse har jeg savnet. Jeg har brug for at få kreativiteten tilbage i mit liv igen og samtidig havde jeg lyst og behov for at have mere tid med familien, og ansættelsen på Gildhøj Privathospital gav mig den mulighed, fortæller Michael Eich-Høilund og første skridt til at opfylde det ønske var, at han rakte ud til gamle kontakter fra tiden i Odense.

Beslutning mødt med begejstring
– Det var vildt at opleve, den store begejstring, jeg mødte, når jeg fortalte, at jeg ville arbejde mindre for at få tid til at optræde igen, siger han. Hos Frøbjerg Festspil var instruktør Carsten Friis ved at sammensætte holdet til forestillingen ”Grease”.

– Jeg kender instruktøren, og Rune Daugaard, som jeg kender fra gamle dage i Odense foreslog, at vi tilbød os som en pakkeløsning, hvor han skulle spille rollen som Vince Fontaine og jeg skulle spille englen. Roller vi begge kendte. Det synes instruktøren godt om, og vi kom til audition, fortæller han. Det blev en noget anderledes audition. For Michael Eich-Høilund var på besøg hos sine svigerforældre på Thurø sammen med sine to sønner, Otto på to år og Viggo på fem år.

– Jeg havde begge drenge med til audition, og på vej i bilen spillede jeg musik fra ”Grease”, og da jeg kiggede i bakspejlet, sad de begge og holdt sig for ørerne og den mindste tudbrølede. Til audition havde jeg Otto på armen og Viggo stående ved siden af, da jeg skulle synge, men det gik jo godt, fortæller han.

Spiller forestillinger hele august
I tillæg til rollen som engel, der synger klassikeren ”Beauty School Dropout” arrangeret som et stort gospelnummer i forestillingen, skal Michael Eich-Høilund også spille Johnny Casino, der er en smart, halv-sej elev på Rydell High School, der leder et rock’n roll-band.

– Jeg har også en rolle som rektor i begyndelsen af forestillingen. Det er roller, der passer godt til mig og ind i, at jeg også skal passe mit arbejde og være der for familien. Men hele august skal jeg stort set tilbringe med at lave forestillinger på Frøbjerg Bavnehøj. Så det kunne da være rart, hvis der kom nogen fra København kom og så forestillingen, så kunne jeg få et lift med hjem, når vi er færdige ved 23-tiden, siger han.

Flere forandringer
Samtidig med, at Michael Eich-Høilund har besluttet for at arbejde mindre, har hans kone, Louise Eich-Høilund startet virksomheden Karens Bord op sammen med sustainable fashion designer Andrea Venø. Virksomheden udlejer eksklusivt service skabt af danske keramikere og glaspustere til fester og events.

– Så måske ikke den bedste timing fra min side, men firmaet er kommet godt fra start. Jeg er også privilegeret som læge, for jeg kan altid tage en ekstravagt, hvis det kniber økonomisk, siger han.

Et miks af professionelle og amatører
Hos Frøbjerg Festspil har han fundet de kreative udfordringer, han har manglet. Der er en speciel kultur, hvor professionelle og frivillige smelter sammen til en enhed, der siden 80’erne har opført den ene forestilling efter den anden på Fyns højeste beliggende friluftsscene.

– Det er vildt hyggeligt på Frøbjerg, og det er fedt at se, at der er så kæmpestor en opbakning til en amatørforestilling. Nogle af de unge kræfter som er med, kender jeg fra tidligere. Jonas Cheblaoui, der spiller Kenickie, har jeg haft oppe på skuldrene, da han var barn, når vi gik ind til fremkaldelse efter forestillingen ”Midt om Natten” på Odense Musical Teater, fortæller han.

Højt niveau
Instruktør Carsten Friis har tidligere været med til at instruere ”Grease” med Anna David og Silas Holst i hovedrollerne som kæresteparret Sandy og Danny.

– Jeg har lavet flere forestillinger med Carsten Friis, bl.a. ”Grease” på Vejle Musikteater. Jeg holder meget af at arbejde med Carsten – om han arbejder med 7 årige skuespillerspirer i den fynske landsby eller erfarne professionelle i Rottefælden, så er hans tilgang, forventninger og respekten den samme. Jeg føler, at jeg er kommet ”hjem”. Det er også ret enestående, at de har Patrick Terndrup med, der blandt andet har været med i Kinky Boots på Det Ny Teater og været koreograf på store professionelle forestillinger, og ikke mindst at kostumerne bliver lavet af den kendte designer Lasse Spangenberg. Det er virkelig et højt niveau, fastslår Michael Eich-Høilund, der glæder sig til premieren.

På musikfronten står Michael Eich-Høilund for percussion i bandet Tranquebar, der ”byder på kannibalrytmik og kaskelotmusik i høj bølgegang”. Den danske kvintet har gjort sig bemærket med en række piratkoncerter rundt omkring i det københavnske barmiljø, hvor de tropper op bevæbnet med banjo, cajon, accordion, vokal og transportabelt lydudstyr – til sommer kan de opleves på Copenhagen Jazzfestival. Den musikalske kirurg træder derudover også til, når andre bands mangler en percussionist, der kan håndtere de fleste typer af trommer.

BOKS
Musicalen “Grease” er baseret på filmen af samme navn. Det er den klassiske historie om ung kærlighed, forelskelse og kampen for at lykkes og blive til noget. ”Grease” er smækfyldt med hits og garanterer et brag af en dansemusical, hvor der er skruet op for 50’er charmen. Det er ikke uden grund, at ”Grease” har været en af de længst kørende musicals i London og på Broadway; persongalleriet, numrene og ikke mindst den spektakulære dans tiltrækker publikum i alle aldersgrupper.

Musicalen “Grease” kan opleves på Frøbjerg Bavnehøj fra 4. – 20. august. Billetter kan købes på www.frobjerg.dk

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.