Industrien Foredragsforenings program for efteråret 2017

Vadehavet – Nationalpark og verdensnaturarv
Uwe Lindholdt
Onsdag 6. september klokken 19, biografsalen

Hvordan er vadehavet og marsken dannet? Hvordan har tidevand og stormfloder påvirket området? Der fortælles om, hvordan Vadehavet og marsken fungerer som trækkende fugles spisekammer og mange fugles yngleområde og om dyre- og plantelivet i Vadehavet samt menneskers udnyttelse af Vadehavet og marsken. Hvordan ser fremtiden ud med invasive arter og global opvarmning?

Uwe Lindholdt, Aabenraa er cand.scient. i biologi og kemi fra Københavns Universitet i 1972 og blev derpå  ansat i gymnasieskolen i Frederikshavn, på Grønland og Aabenraa.

I Frederikshavn oprettede han en aktiv miljøforening i 1975, og i Aabenraa var han 1988-2004 formand for Danmarks Naturfredningsforening.

I Grønland etablerede han i 1977 den første miljøgruppe med sloganet ’Hold Grønland rent’, og i 2006 Grønlands første natur- og miljøforening, Avataq,. Endvidere har han været med på Galathea 3-ekspeditionen fra Grønland med undersøgelse af pukkelhvaler og været guide i Grønland og på krydstogtskibe i Nordatlanten.

Uwe Lindholdt har skrevet mange artikler om natur- og miljøforhold og naturbøger, og han holder foredrag om naturen i Grønland, klimaet og Vadehavet og er aktiv i Danmarks Naturfredningsforening.

Billetpris 80 kroner. Dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger & Kulturforening.

Prisen inkluderer kaffe, te og søde kager.

Spis dig til et bedre helbred med middelhavskost
Anne Lise Bergstedt
Onsdag 11. oktober klokken 16, Galleriet 

Salade Nicoise, humus, græske frikadeller med agurkesalat, squashsuppe og broccolitærte med laks er eksempler på Middelhavskost. Retter som smager godt og oven i kokkehuen beskytter mod livsstilssygdomme som hjerte-kar sygdomme, overvægt, mave-tarm problemer og cancer.

Middelhavskost består af masser af grønsager, bær, frugter, krydderurter, fisk, mandler, nødder og olivenolie.
Foredraget tager udgangspunkt i kost som man finder i Grækenland og Italien. 

Anne Lise Bergstedt, Lundeborg er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom fra Ankerhus Husholdningsseminarium, hun har arbejdet i storkøkkener som økonomaassistent og økonoma, hun har undervist på Suhr’s Husholdingsskole og Aabenraa og Hillerød Tekniske Skoler samt holdt kurser for overvægtige.

Billetpris 80 kroner. Dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger & Kulturforening.

Prisen inkluderer kaffe, te og kage.

Dengang Danmark var slavenation
Gunner Steenberg
Onsdag 1. november klokken 19, biografsalen

Danmark var aktiv i den atlantiske slavehandel og overførte på danske slaveskibe ca. 100.000 negre fra Guldkysten til Dansk Vestindien. Slavehandelen belyses med slaveskibet Fredenborgs rejse på trekantruten 1767-78 med over 264 slaver ombord fra Guldkysten, i dag Ghana, til Dansk Vestindien. Hvordan var slavernes forhold ombord? – og mandskabets? Slavernes skæbne på den danske koloni i Caribien belyses på Whim Plantation – en typisk sukkerrørsplantage på St. Croix.

Gunnar Steenberg er historiker, cand. mag og var i en årrække ansat på Skårup Seminarium. Gunner Steenberg holder i dag foredrag om begivenheder, temaer og personer, der har spillet en særlig rolle i vores historie.

Billetpris 80 kroner. Dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger & Kulturforening.

Prisen inkluderer kaffe, te og kage. 

Med drabschefen på arbejde
Henrik Justesen
Onsdag 22. november 2017 klokken 19, biografsalen

Nogle forbrydelser bliver opklaret i løbet af få timer. Andre kræver flere politiefterforskeres vedholdende indsats gennem måneder og måske år, før end politiet kan sætte et ”opklaret-stempel” på sagen.

Drabschef Henrik Justesens vil fortælle, hvordan en efterforskning bygges op, om sporsikring samt om dagligdagen i afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi.

Konkret vil han også fortælle om tre store sager, som han har været med til at opklare, nemlig dobbeltdrabet i Tusindeårsskoven 13. april 2011, som først blev opklaret efter 987 afhøringer og udarbejdelsen af 1372 rapporter; seriebrandskifteren, som i hvert fald stod bag 14 påsatte brande i Dalumområdet, hvor bl.a. Odense Roklub og Restaurant Carlslund gik op i røg; og ”Manden i den røde bil”, en sexualforbryder, der overfaldt to små piger på vej til skole. Og som – viste efterforskningen – planlagde endnu et overfald.

Henrik Justesen er vicepolitiinspektør og ”drabschef” dvs. leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi, hvor 29 efterforskere arbejder.
Henrik Justesen stammer fra Nyborg og bor i dag i Svendborg. Han uddannede sig i politiet 1977-1982.

Billetpris 80 kroner. Dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger & Kulturforening.

Prisen inkluderer vand, øl og en snack

Kim Larsen – spillemand og nationalskjald
Olsens Trio
Onsdag 6. december klokken 16, biografsalen

Med dette musikalske foredrag vil Olsens Trio præsentere en lang række af Kim Larsens sange og melodier.
Ind i mellem sangene vil trioen fortælle om Kim Larsen og søge at komme ind bag manden og de mange ørehængere, der er blevet hvermandseje. 
Olsens Trio medbringer et sangblad med nogle af klassikerne, sådan at der kan synges med – så biosalen vil løfte sig.

Olsens Trio er Gunnar Jensen, Mogens Olsen og Christian Klemensen og har base i Middelfart. 

Billetpris 80 kroner. Dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger & Kulturforening.

Prisen inkluderer gløgg og juleknas.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.