Hjemme-spejd i en coronatid

Af Henning Frandsen

Aarup

Gry Mortensen drikker af et æble.

Fuglene synger, blomsterne popper op, bladene grønnes og dagene bliver længere. Med andre ord, foråret er på vej. Og det er så på det tidspunkt af året, at spejderlivet for alvor folder sig ud. Men ikke i år.

  • Derfor gjorde det ekstra ondt på ledere og børn hos Aarupspejderne da Mette Frederiksen, på et pressemøde 11. marts bad os lukke ned for aktiviteterne, fortæller gruppeleder Tenna Andersen.

Så spejderløb, kurser, teltture og andre arrangementer er, som hos alle andre foreninger, enten blevet aflyst eller udsat.

  • Efter en uge var savnet hos både ledere og børn så stort, at vi måtte lægge hovederne i blød og finde på en måde at holde kontakten til hinanden, også selvom vi ikke kan ses. Derfor startede vi en ny slags spejd op, nemlig hjemme-spejd, siger Tenna.

Konceptet er ganske enkelt og foregår på Aarupspejderne Facebookside.  Hver dag klokken 9 stiller spejderlederen en opgave, som kan være alt fra at lave en kop til at lave bål i haven.

Når deltagerne har løst en opgave, skal det dokumenteres med foto, som uploades på Aarupspejdernes facebookside. 15 løste opgaver udløser et ”hjemme-spejd-mærke” som kan sættes på uniformen.

Johan Pilekær Sørensen drikker af en kop lavet af legoklodser.

Det handler om fællesskab
– Det handler ikke om at være bedst, være hurtigst eller være mest opfindsom. Det handler om at være med, for det er det, spejder går ud på, nemlig fællesskab, siger Tenna.

Børn, der ikke er gamle nok til at have en Facebookside, skal have hjælp af deres forældre.

  • Vi er helt klar over, at mange familier er i tidspres i disse uger, derfor har vi forsøgt at lave små nemme opgaver i hverdagene og de måske lidt mere krævende, når familierne har fri.
    Vores hjemme-spejd har fået en god modtagelse både fra forældre og fra vores spejdere, og vi fortsætter med en opgave hver dag, indtil vores hverdag igen bliver normal, eller til der ikke er opbakning længere. Kig forbi vores Facebookside og se de mange kreative løsninger på de opgaver vi stiller vores spejdere, siger Tenna, som slutter af med denne hilsen:
  • Pas godt på jer selv, til vi ses igen.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.