Historiske huse – part 2: Børnehjemmet Sundshøj

Holmelund 16,  Aarup

Børnehuset Sundshøj Holmelund 16, 5560 Aarup. Set fra havesiden. Optaget i 1976 i.f.m. salg. Fotograf ukendt

Børnehjemmet Sundshøj
Holmelund 16, 5560 Aarup. Set fra havesiden. Optaget i 1976 i.f.m. salg. Fotograf ukendt

Huset blev bygget i 1921 af en petroleumsgrossist, Mozart Hansen, som havde store petroleumstanke nede ved jernbanen. Han boede i huset sammen med sin kone, 2 døtre samt diverse tjenestefolk. Efter Mozart Hansens tid blev villaen omdannet til overlægebolig til Tuberkulosehospitalet.

I begyndelse af 30’erne blev bygningen omdannet til børnehjem. Det var Margrethe Dufresne, der købte ejendommen og blev den første forstanderinde på “Børnehjemmet Sundshøj”. Senere blev det Vilhelmine Storm, som drev stedet med myndig hånd. Der var i starten kun piger, ca. 20 i alle aldre. Pigerne hjalp til med den daglige drift. Efter skoletid skulle de gøre rent og passe den store køkkenhave, som forsynede huset med frugt og grønt. Senere kom der også drenge til huset. Den sidste forstander hed Sigurd Hansen, som drev det indtil 1. april 1976, Hvor børneforsorgen blev lagt ud til amterne og Fyns amt ville ikke oprette overenskomst med “Børnehjemmet Sundshøj”.

Ejendommen blev solgt til privat side og huset blev omdannet til kollektiv og siden bofællesskab indtil 1993. I 1986 blev halvdelen af den store have solgt fra til 2 parcelhusgrunde. Huset har gennem årene været igennem flere ombygninger og renoveringer. Bl.a. blev der lavet større vinduer i sovesalene på 1.sal, så man kunne have flere børn boende i hvert rum. I dag bebos huset af en familie med 4 børn, som igennem de sidste 20 år har forsøgt at bringe huset tilbage til sit originale udseende.

Det er fx stadig de originale vinduer, der sidder i huset. Der benyttes kun gamle male- og istandsættelsesteknikker såsom kalk, limfarve og linoliemaling. Dette gøres i et forsøg på at bevare det dejlige hus’ helt særlige sjæl.

Tekst af Birgitte Osmark og Ole Nygaard Kristensen.

Billedet er taget i 1976 i forbindelse med salget. Fotografen er ukendt.

 Se placeringen på kortet herunder

 

Har du en historie, nyhed eller billede serie du synes skal på aarup.dk, så kan den indtastes her eller sendes per mail til

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.