Historiske fotos ved Rosenvænget 19

For nylig er ejendommen Rosenvænget 19 revet ned, og grunden skal give plads til 4 nye boliger a 95 m2 – bygget af Byggefirma Vestfyn, der ejes af Stig og Johnny Nielsen.

Tidligere var der gartnerjord her bag Bredgade 20 – 22, og dette areal blev brugt af gartnerfamilien Pedersen, der lige efter år 1900 havde udsalg fra Bredgade 6 – og senere i 1920’erne fra Bredgade 22.

På foto 1 ses nordfløjen af det nu ”hedengangne” Rosenvænget 19. Omkring 1952 flyttede gartner A.C. Pedersen fra huset og op til Bredgade, og huset blev lejet ud til hjemmesygeplejerske frk. Lysholt. Hun skulle bruge garage til sin bil – en Austin Devon – derfor garageport. Ved det store træ bag huset var der mødding.

Et par af billederne, der er taget af Mogens Carlsen, Skydebjerg, med et Zeiss Ikon Nettar-kamera, der var hans konfirmationsgave i foråret 1954, viser bl.a. A.C. Pedersen og Mogens Carlsens lillebror, Hans Carlsen.

I øvrigt ses et af drivhusene, som alle handelsgartnerier havde på den tid. Desuden ser man en rosenhave og et brønddæksel på gårdspladsen.

Bogen om Aarup og Erholm fortæller bl.a. om disse handelsgartnerier, som alle byer måtte have før supermarkedernes frysediske og stordriften overtog markedet. De gav faktisk arbejde til en del mennesker – både i produktionen og i butikken.

 

H.W./Aarup.dk

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.