Fødevaremarkedet fungerer helt normalt som indkøbssted her under krisen. Dog er der en tydelig besked på butiksdøren:
Max 10 personer i lokalet – og det må være fuldt ud forståeligt for alle. Og husk selvfølgelig afstand på to meter alle steder.
Der er selvfølgelig på stedet fuld respekt for myndighedernes påbud, og bl.a. er der håndsprit til stede for kunder og personale.
Ny te
Der handles med de hidtil kendte varer i butikken, men snart kan der være et ny teprodukt på vej – fra firmaet ”Vildmedte” i Felsted syd for Aabenrå – retning Sønderborg.
Arrangementer
Større arrangementer er der af indlysende årsager ikke lige nu, men der er flere på vej senere:
Sankt Hans: Den er allerede planlagt med mad og musik, og så kan man jo kun håbe det bedste til den tid.
Herregårdenes dag: Den vil i år finde sted den 16. august med bl.a. parkvandringer med ejeren Jan Cederfeld som historie- og naturfortæller. Men den vil også blive krydret med en slags markedsdag med gamle håndværk, gamle landbrugsredskaber og måske en åben museumssmedje med ild i essen lige som i de gode gamle dage.
I forbindelse med herregårdenes dag er det også tanken at præsentere bogen om Aarup og Erholm et par gange i løbet af dagen. Den skulle også gerne være præsenteret på stedet allerede tidligere – og lige efter en præsentation i Aarup Bio, når der igen åbnes for møder og lignende. Det er planen, at bogen permanent skal være til salg på Erholm Fødevaremarked.
Æblefestival – Erholm har også koblet sig på æblefestivalen, der ellers har hovedkvarter i Assens, men ud over Erholm vil bl.a. også Magtenbølle være med. I den forbindelse vil Jan Cederfeld gerne have typebestemt et ældgammelt æbletræ, der velsigner ejerne med fine og velsmagende æbler. Denne begivenhed kommer i uge 42 – efterårsferien.
En halloween-begivenhed er planlagt til lørdag den 31./10., og i den forbindelse vil der også blive arrangeret ”trolderier” i tilknytning til de gamle karaktertræer.
Julemarked. I julemåneden er der hvert år tradition for salg af gran, juletræer og meget andet i weekenderne.
Læs mere på www.erholm.dk
H.W./Aarup.dk
Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.