Det sker i 5560 Aarup – uge 9 / 2020

Den kommende weekend byder bl.a. på fastelavn med udklædte børn samt koncerter og søndagsfilm på Industrien  Herefter i den kommende uge skal en masse børn i børnefilmklub, i Rørup skal de til generalforsamlinger og så er det sidste chance for at se udstillerne i Galleriet.

Fastelavn

Højlund Mølle i Aarup inviterer til fastelavn for børn og voksne lørdag den 22. februar kl. 9-11, og hvor der er tøndeslagning kl.10. Læs mere om arrangementet i Aarup-kalenderen.

Fastelavnsgudstjeneste

Søndag den 23. februar kl. 13 er der fastelavnsgudstjeneste i Skydebjerg kirke med udklædning og efterfølgende tøndeslagning i Skydebjerg Gl. Skole.

Søndag den 23. februar kl. 14 er der fastelavnsgudstjeneste i Aarup Kirke med efterfølgende tøndeslagning og fastelavnsboller i sognelokalerne. Læs mere om fastelavnsgudstjenesten på Aarup kirkes hjemmeside.

Koncerter

Lørdag den 22. februar kl. 16 er der familie- og fortællekoncert om Genforeningen. Det er Sigurd Barrett, der et nutidigt perspektiv fortæller om genforeningen og i den forbindelse leverer nye sange. Læs mere om arrangementet på Musik på Industriens hjemmeside.

Lørdag den 22. februar kl. 20 er det Sigurd Barrett – Jazz trio, som står på scenen i biografsalen på Industrien, hvor de vil spille de sange og melodier, der knytter sig til tiden omkring Sønderjyllands genforening med Danmark – nemlig 1920’erne. Læs mere om arrangementet på Musik på Industriens hjemmeside.

Fredag den 28. februar gæster dansktopgruppen Kandis Aarup. Det er Hotel Aarup Kro, der inviterer til spisning med efterfølgende musik leveret af Kandis i den gamle Aaruphal. Alle billetter til arrangementet er udsolgte.

Hjælp til PC, IPAD og telefon

Medlemmer af Rørup Sogneforening kan få hjælp til at løse problemer og udfordringer med pc, ipad, tablet eller telefon i kælderen under Borgerhuset i Rørup på mandage i ulige uger fra kl. 17. Næste gang er mandag den 24. februar.

Sund i Aarup – Workshop

Tilmeldingsfrist til Sund i Aarups workshop om, hvordan man får en stærk alderdom er mandag den 24. februar. Læs mere om arrangementet i Aarup-kalenderen.

Generalforsamling

Tirsdag den 25. februar kl.19.30 holder Rørup Sogneforening generalforsamling i Borgerhuset.

Tirsdag den 25. februar efter ovenstående holder Støtteforening til Rørup Sogneforening generalforsamling. Læs mere i Rørup Nyt.

Børnefilmklub

Onsdag den 26. februar kl. 16 er der børnefilmklub for spor 2, som skal se filmen ”Angry Birds 2”. Filmen handler om de vrede fugle og de grønne grise, som længe har haft stridigheder. Men da fuglen Zeta dukker op og truer fugle såvel som grise på livet med sit nye isvåben, bliver stridsøksen begravet så fugle og grise sammen kan forsøge at overvinde Zeta. Læs mere om filmen på biografens hjemmeside.

Aarup Biografforenings Børnefilmklub er en filmklub for skolebørn mellem 6 og 13 år i Aarup og omegn. Børnefilmklubben har et forårsprogram og et efterårsprogram. Alle visningstidspunkter er onsdage kl. 16. Filmene er opdelt i 2 aldersgrupper Spor 1 (6-9 år) og Spor 2 (10-13 år) med tre film i hver. Det koster 150 kroner for tre film. Alle film vises i 2D og med dansk tale. Læs om tilmelding til Børnefilmklubben på biografens hjemmeside.

Aarup Bio

Søndag den 23. februar kl. 14 er der søndagsfilm i Aarup Bio med kaffe, kage og filmen ” Aretha Franklin – Amazing Grace”. Filmen er en filmoptagelse af, da den legendariske gospelsangerinde Aretha Franklin indspillede Amazing Grace i The New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles. Læs mere om arrangementet på biografens hjemmeside.

Fra tirsdag den 18. til torsdag den 26. februar viser Aarup Bio ”Klovn 3 – klovn the final”, der hører til fortællingen om den moderne mand og de tre vigtigste ting i hans liv: Faderskab, venskab og ægteskab. De to foregående Klovn-film har handlet om henholdsvis det at blive far og venskabet mellem Frank og Casper. I KLOVN THE FINAL handler det om kærligheden, hvor alt er på spil. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Aarup Bio viser derefter fra tirsdag den 27. februar til tirsdag den 3. marts filmen ”De forbandede år”, der sætter fokus på samarbejdspolitikken i Danmark i besættelsestiden under 2. Verdenskrig. Filmen skildrer krigens nådesløse greb om en dansk familie i de første år af besættelsen (1940-43), hvor samarbejdspolitikken eksisterede. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

 Fællesspisning i Rørup

Søndag den 1. marts er sidste frist for tilmelding til fællesspisning fredag den 13. marts kl. 18.30 i Borgerhuset i Rørup. Læs mere om arrangementet i Rørup Nyt.  https://www.rørup.dk/upload/101425/doc/RrupNytJanuar20201.pdf

Udstilling i Galleriet

Udstillerne i Galleriet på Kulturhuset Industrien er i februar maleren Inge Vittrup og keramikeren Brian Poulsen. Udstillingen kan ses hele måneden i bibliotekets åbningstid med sidste udstillingsdag den 28. februar. Læs mere om udstillerne på Galleriets hjemmeside.

God fornøjelse

Annie Gaardsted Frandsen

 

 

 

 

 

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.