Det sker i 5560 Aarup – uge 43 / 19

Uge 43 i Aarup byder på masser af musik, børnefilmklub og andre film i bio, højtlæsning for voksne samt udstilling på Galleriet.

Koncerter på Industrien

DERUDA` – kan du huske dem? Børnerockbandet med 5 drenge fra Aarup, som spillede i perioden 1978 – 1983?

De er genopstået og spiller på Kulturhuset Industrien fredag den 25. oktober kl. 20 med koncerten Deruda’ – Børnerock i voksenhøjde. Overskuddet fra koncerten går til ombygning af Kulturhuset Industrien. Læs mere om bandet og koncerten på Musik på Industrien.

Lørdag den 26. oktober kl. 20 går sangeren og sangskriveren Big Daddy Wilson fra North Carolina på scenen i Industrien i Aarup. Læs mere om koncerten på Musik på Industrien

Barbaras musiklørdag

Aarup Bibliotek inviterer i samarbejde med Assens Musikskole de 1-5 årige og deres forældre til musiklørdag den 26. oktober kl. 10-10.45. Musikpædagog Barbara Ilskov kommer med en kuffert fuld af rasleæg, søde dyr samt sin guitar og synger og spiller sammen med dem, der har lyst. Se mere om arrangementet i Aarup Kalenderen.

Børnefilmklub

Børnefilmklubbens spor 2 viser onsdag den 23. oktober filmen Ulvehunden. Den handler om ulvehunden Hvidtand, som vokser op i den canadiske ødemark sidst i 1800-tallet – guldfeberens tid. Skæbnen fører den vilde hund vidt omkring, og den møder såvel gode som onde mennesker på sin vej. Læs mere om filmen på biografens hjemmeside og læs mere om børnefilmklubben her.

Aarup Bio

I efterårsferien fra lørdag den 12. oktober til søndag den 20. oktober viser Aarup bio  ”Mugge og vejfesten”. Filmen handler om den 10-årige knægt Mugge, hvis forældre er ved at gå fra hinanden. Mugge beslutter sig for at bringe sine forældrene sammen igen og det skal ske ved årets vejfest. Filmen er baseret på en bog af Michael Wullf og Anders Morgenthaler. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Fra mandag den 21, oktober til tirsdag den 29. oktober viser Aarup Bio filmen ” Downton Abbey”. Filmen en fortsættelse af TV-serien af samme navn. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Søndag den 27. oktober er der søndagsfilm med filmen ”Sir”, kaffe, te og kage.  Serveringen starter kl. 15.  Filmen handler om den velstående ungkarl Ashwin som vender hjem til sin familie og sin fars virksomhed i Indien, men han har mistet motivationen. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Højtlæsning for voksne på Aarup Bibliotek

Mandag den 21. oktober kl. 16-16.45 åbner Aarup Bibliotek endnu engang dørene for voksne, der gerne vil lytte til en god historie. Læs mere om arrangementet i Aarup kalenderen.

Udstilling i Galleriet på Industrien

Galleriets udstiller i oktober malerier af Jacob Herskind. Udstillingens titel er: ’Idyllisk Dame-og Herregaarup Park udstilling, retroværdig, salonophængning af kunstner fra vest’. Jacob Herskind lærte kunsten at male af den fynske maler Georg Ernst i Assens,  Udstillingen er tilgængelig i oktober måned i Aarup Biblioteks åbningstid fra klokken 07 til 22. Adressen er Bredgade 73-75, Aarup.

God fornøjelse

Annie Gaardsted Frandsen

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.