Det sker i 5560 Aarup – uge 38 / 2020

I den kommende uge kan vi i Aarup bl.a. opleve musik for børn på biblioteket, koncert på Industrien og naturvandring i Kertedalen med efterfølgende fællesspisning. Og så skal der vælges menighedsråd ved de seks kirker.

Aarup Bio

Frem til onsdag den 16. september viser Aarup Bio filmen ” The Kindness of Strangers”. Filmen handler om Clara og hendes to børn, der uden penge ender i New York efter en flugt fra en voldelig ægtemand. Læs om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

I dagene fra torsdag den 17. til onsdag den 23. september er det den meget omtalte film ”Vores mand i Amerika”, som vises i Aarup Bio. Da Danmark besættes af Tyskland 9. april 1940 vælger den danske ambassadør i Washington – Henrik Kauffmann – at gå sine egne veje og nægte at følge ordrer fra det besatte København. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Biblioteket – Musiklørdag for børn

Så er det igen muligt at synge, danse, hoppe, klappe, spille og lege på Aarup Bibliotek med Barbara, der er musikpædagog Det foregår lørdag den 19. september. Der er to hold. Et kl. 9.30 og et kl. 10.15. Læs mere om arrangementet og billetter på bibliotekets hjemmeside.

Koncert

Musik på Industrien inviterer lørdag den 19. september til den første koncert på Industrien efter forårets nedlukning. Det er sangeren Jimmy Jørgensen, der indtager scenen kl. 20. Her vil han foruden egne sange bl.a. fortolke store internationale hits som Gnarls Barkley’s “Crazy”, “Britney Spears” og “…Baby One More Time”. Læs mere om koncerten  og billetsalg på Musik på Industriens hjemmeside.

Beboermøde i Rørup

Onsdag den 16. september kl. 19.30 er der Beboermøde i Rørup om det rekreative område ved mosen. Mødet holdes i Borgerhusets kælder. Læs mere om arrangement i Rørup Nyt.

Valg til menighedsrådene

Tirsdag den 15. september der valg til de seks menighedsråd, der ligger i 5560 Aarup. Det sker følgende steder:

  • Kerte Sogn: Kerte konfirmandstue kl. 19.30.
  • Orte Sogn: Orte Sognehus, Orte Byvej 11, kl. 19.
  • Padesø Sogn: Andebølle Forsamlingshus, Kl. 19.
  • Rørup Sogn: Rørup Kirke kl. 19.
  • Skydebjerg Gl. Skole, Gl. Skolevej 12, kl. 19.
  • Aarup Sogn: Sognelokalerne kl. 19.

Babysalmesang i Aarup Kirke

Der starter et nyt hold til babysalmesang onsdag den 16. september. Læs mere i kirkebladet for Aarup og Rørup Kirker.

Naturvandring i Kertedalen

Sund I Aarup inviterer til naturvandring i Kertedalen og på Klakkebjerg søndag d. 20. september kl. 11.00, hvor der startes fra Spejderhytten Skovbrynet, Ørsbjerg Skovvej 21. Der er mulighed for at vælge mellem to ruter, og undervejs vil der være fortællinger om området. Efterfølgende, ca. kl. 14, er der fællesspisning i spejderhytten, hvor Sund i Aarup sammen med Aarup Hotel byder på helstegt pattegris. Læs mere om arrangementet, og tilmelding i Aarup-kalenderen.

Galleriet                                                                                                                                    

Galleriets udstillere i september er keramikeren Laila Holm og maleren Lis Pedersen. Laila Holms keramikskulpturer er inspireret af eventyr og livet i al almindelighed. Eksempler herpå er ”Prinsessen på ærten” og hendes kommentar til grådige spekulanter med værket ”Skuffeselskaber”. Lis Pedersens malerierne er abstrakte og malet med akryl.

Udstillingen kan ses til og med den 25. september i bibliotekets åbningstid. Læs mere om udstillingen på Galleriets hjemmeside.

God fornøjelse den kommende uge.

Annie Gaardsted Frandsen

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.