Det sker i 5560 Aarup – November 2022

Halloween på Possementen

Søndag den 30. oktober fra klokken 15 – 20 er der gys og uhygge på Possementen for de modige. Læs mere om arrangementeet på Possementens hjemmeside.

Koncerter

Søndag den 30. oktober kl. 20 er det duoen Jane og Shane, der endnu engang gæster Kulturhuset Industrien – denne gang sammen med Dan Hemmer. Jane Clark spiller violin, Shane Donnelly synger og spiller guitar og tilsat Dan Hemmer på piano og Hammond-orgel. Læs mere om koncerten og billetsalg på Musik På Industriens hjemmeside.

Torsdag den 3. november kl. 15-16 har Aarup Bibliotek arrangeret familiekoncert med orkesteret Babulja. Det er jazz, Balkan, Tysk Neo og Ramasjang for børn og arrangementet er en del af Assens Kommunes Spil Dansk Uge. Koncerten foregår i biografsalen, er gratis men billetbestilling er nødvendig. Læs mere på Bibliotekets hjemmeside.

Lørdag den 5. november kl. 20 inviterer Musik på Industrien atter til en Råstof-koncert. Denne gang er det med Peppermint B alias Steffen Westmark. Læs mere om koncerten og billetsalg på Musik på Industriens hjemmeside.

Og ugen efter lørdag den 12. november kl. 20 er der atter Råstofkoncert. Det er duoen Edgelarks bestående af Phillip Henry og Hannah Martin, der vil fylde salen med engelsk folkemusik. Læs mere om koncerten og billetsag på Musik på Industriens hjemmeside.

Højtlæsning for voksne

Så er det igen muligt at få en god historie på Aarup Bibliotek. Biblioteket fortsætter nemlig med hyggelig højtlæsning på Aarup Bibliotek hver mandag fra d. 24 oktober til og med d. 5. december (med undtagelse af d. 31. oktober). Arrangementet starter kl. 16 og højtlæsningen varer ca. 40 -45 minutter. Læs mere om arrangementet og tilmelding på bibliotekets hjemmeside.

Foredrag

Industriens Foredragsforening inviterer onsdag den 2. november til foredrag med Allan Buch, der vil fortælle om fiskeri ved Lillebælt. Allan Buch er fisker, fiskehandler ved Skrillinge Strand, fiskeriteknolog og formand for Bælternes Fiskeriforening. Læs mere om foredraget på Foredragsforeningens hjemmeside.

Tirsdag den 22. november kl- 14.30 er der atter tirsdagsforedrag i sognehuset i Orte. Direktør for Odense Zoo Bjarne Klausen fortæller om arbejdslivet blandt dyr som zoolog og direktør, herunder om omdannelse af Odense Zoo fra en lille have til en stor attraktion. Alle er velkomne. Læs mere om arrangementet på Orte Kirkes hjemmeside.

Børnefilmklub på Industrien

Tirsdag den 1. november kl. 16 er der børnefilmklub for spor 2 – 3. til 6. klasse. De skal se filmen “Lightyear”.  Handlingen foregår i samme univers som Woody, Buzz og resten af drengen Anders’ legetøj fra Toy Story-filmene. I denne film er Buzz Lightyear ankommet til en fremmed planet, der byder på uventede udfordringer for ham og hans medpassagerer. Læs mere om filmen på biografens hjemmeside.

Læs også mere om Børnefilmklubben og billetter på biografens hjemmeside.

Aarup Aktivitetspark

Foreningen Aarup Aktivitetspark afholder generalforsamling mandag den 7. november kl. 20.00 i Aarup Fritidscenter. Læs mere om arrangementet i Aarup-Kalenderen

Aarup Bio

Fra mandag den 24. oktober til 1. november er det muligt at se filmen “Hvor flodkrebsene synger” i Aarup Bio. Filmen handler om Marskpigen, og hvorledes dem skarpsindige og viljestærke Kya isoleres fra samfundet. Hun drages af to unge mænd fra byen, men da en af mændene bliver fundet død, bliver Kya straks anklaget for mord. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Herefter fra fredag den 4. til onsdag den 9. november viser biografen filmen “Lykkelige omstændigheder”. Karoline lever i et forgældet forhold med den arbejdsløse DJ Ronny. Katrine har derimod det hele i sit forhold med den succesfulde bygmester Markus. Det vil sige alt undtagen børn. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Filmen “Amsterdam” er på lærredet i Aarup Bio fra torsdag den 10. til tirsdag den 15. november.
Tre venner bliver vidne til et mord i 1930erne. De bliver efterfølgende selv hovedmistænkte i sagen, hvilket leder dem på sporet af en af de mest skandaløse sammensværgelser i amerikansk historie. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Dernæst er det filmen “Fædre og mødre”, som kan ses i biografen fra torsdag den 17. til onsdag den 23. november. Filmen handler om ægteparret Piv og Ulrik, der prøver at blive en del af forældregruppen i deres datters nye skoleklasse. Magtstrukturer, dominerende personligheder og traditionstung institutionskultur betyder dog, at det er en sværere opgave end som så. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Håndbold

Læs om håndboldkampe for kvinder (Fynsserie) og herrer (3. division) i Aarup-kalenderen.

God fornøjelse!

Annie Gaardsted Frandsen

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.