Dejlige oplevelser som aktiv på Musik På Industrien i Aarup

Som aktiv, kan du få gratis musikalske oplevelser, møde danske og udenlandske kunstnere og bruge dine kompetencer til at give dine medborgere fantastiske musikalske oplevelser.

Du kan selvfølgelig bare gå ind på mpia.dk og købe en billet til en af sæsonens mange, spændende koncerter, men du kan også vælge at tage aktivt del i koncerterne på Industrien i Aarup.

Musik På Industrien i Aarup er en velfungerende koncertarrangør der udelukkende er baseret på at aktive, musikglade mennesker ta’r et nap med, for at der hvert år kan stables over 20 koncerter og en velbesøgt festival på benene.

Musik På Industrien i Aarup består af cirka 40 aktive der laver alt på en lang, lang liste af ting, der skal til, fra en kunstner findes, til billetterne er solgt, artisten går på scenen og du som koncertgænger kan sætte dig til rette med din drink og nyde showet.

Derfor har foreningen brug for dig, hvis du kan lide musik og har nogle nyttige kompetencer. Det kan selvfølgelig også være du kan noget, som Musik På Industrien endnu ikke ved at de mangler.

Men hvis man spørger formanden Henry Petersen, så falder svaret prompte : ”Det er især musikglade borgere i Aarup og omegn der ved noget om kommunikation, IT og markedsføring vi mangler”.
Og formanden fortsætter: ”Om det er en ung med gode ideer om hvordan vi evt. kan markedsføre os på TikTok eller andre sociale medier eller en pensioneret journalist der keder sig lidt på sine gamle dage og har lyst til at skrive nogle pressemeddelelser. Ja, vi kunne fx også bruge en der har styr på hjemmesider, dropbox, og gerne en med pædagogiske evner der kan lære fra sig”. Oprettelse af koncerter i billetsystemet, samt udnyttelse af alle de funktioner vi har til rådighed dér, er også noget vi kunne bruge hjælp til.

Henry fortsætter med en lang remse af kompetencer som ville være gode at have til rådighed i foreningen. Og slutter med ordene, ”hvis man vil være med til at sætte retningen på Musik På Industrien, så er der også plads til nye ansigter i bestyrelsen”.

Vi kan kun opfordre til at alle med interesse for musik, og som gerne vil være med til at holde liv i en perle af et koncertsted, at kontakte Henry Petersen på telefon 23300902 og få en snak.

Du er selvfølgelig også mere end velkommen til at gå til en koncert på Industrien i Bredgade i Aarup, gribe fat I en af folkene i lyseblå bluser og høre mere.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.