Borgerservice og afdelingerne på Rådhuset åbner dørene – nu med tidsbestilling

Fra torsdag den 28. maj 2020 bliver det igen muligt at besøge Borgerservice eller en af afdelingerne på Rådhuset, når Assens Kommune åbner dørene op for fysisk fremmøde. Som noget nyt skal borgerne nu bestille tid, inden de møder op. En fordel da både ventetid og kø bliver reduceret – og så giver det større fleksibilitet, da borgerne selv skal vælge tid.

Inden for et par dage vil alle borgere over 15 år modtage en besked i deres e-boks eller et brev i postkassen, som forklarer, hvordan der fremadrettet skal bestilles tid, når der er brug for betjening i borgerservice eller hjælp fra en af kommunens afdelinger.  Med få klik bliver det muligt at bestille den tid, der passer bedst i en travl hverdag, når passet skal fornyes, kørekortet hentes eller noget helt tredje. Borgerne slipper derved for at stå i kø og kan blive betjent på det tidspunkt, der passer dem bedst.

Har borgeren brug for at tale med andre afdelinger end Borgerservice, skal der også her aftales en tid. Dette sker telefonisk, så borgeren er sikker på at få tid og hjælp hos den rette afdeling.

Borgerne skal fra onsdag den 27. maj tage den nye løsning i brug og bestille tid online hos Borgerservice.

I forhold til Covid-19 opfordrer Borgerservice til, at borgerne ikke kommer i for god tid til de aftalte møder. Dette for at undgå, at for mange mennesker bliver samlet på en gang. På grund af afstandskravet holder Borgerservicebussen stadig stille, og det vil heller ikke være muligt at få hjælpe til selvbetjening endnu.

Jobcentret og Ungeenheden åbner senere
Jobcentret og Ungeenheden åbner ikke endnu, da de afventer nærmere information fra regeringen omkring rammerne for genåbningen. Men borgerne kan naturligvis stadig få hjælp og komme i kontakt med afdelingerne via telefonen.

Borgerne opfordres til at holde sig orienteret om genåbningen af afdelingerne på: https://www.assens.dk/borger/information-om-coronacovid-19/aktuel-information-om-situationen-ift-covid-19-corona/

Fakta om tidsbestilling
Sådan booker du møde:

Borgerservice: Gå ind på kommunens hjemmeside og bestil tid: www.assens.dk/bestiltid. Her får du mulighed for at vælge den tid, der passer dig bedst.

Andre afdelinger fx Pladsanvisningen, Børn- og familieindsatser og Trafik, Byg og Ejendom: Ring og aftal en tid med den aktuelle afdeling – du finder telefonnummeret på assens.dk/kontakt.

Yderligere information
Torben Christiansen, Arbejdsmarkeds-, Beskæftigelses- og Borgerservicechef: 64 74 73 01

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på eller indtaste den på nyhed

 

Bogmærk Permalink.