Aarup Singer Song Writer Festival

6 spændende navne på dette års festival

Programmet spænder vidt på dette års Singer Song Writer festival. Kl. 11 starter Henrik ”Faze” på guitar op, sammen med mundharpevirtuosen Poul Ewald i duoen Nybo & Ewald. Her er der garanti for en ægte upoleret blues-oplevelse.

Kl. 12 tager Phillip Lillelund over. Ham husker du måske fra X-faktor, hvor Thomas Blackman ud over sin begejstring for den unge mands hår, også gav ham ordene ”du er pissegod” med på vejen. Om det var et rigtigt valg, at han ikke senere gik videre til Liveshowene, ja det kan du selv bedømme hvis du møder op til Singer Song Writer festivalen ’21 i Aarup.
Louise Støjberg og Martin Rauff går på scenen kl. 13 under navnet LMSR. Martin Rauff-Nielsen kender koncertgængerne på Industrien fra ”Bound By Law”. Louise Støjberg vandt titlen ”Årets Folk Sanger” ved DMA Folk 2017.

Årets hovednavn er Aura Dione
Kl. 14 kommer turen til årets hovednavn, der vist ikke behøver yderligere præsentation. Hun har rødder på både Færøerne, i Spanien og i Frankrig ud over de danske. Det giver måske forklaringen på den helt unikke urkraft og det lydbillede, Aura Dione leverer et sted imellem Miley Cyrus og Kate Bush og med en god håndfuld country i kufferten.

Kl. 15 tager skotske Simon Kempston over med sit karakteristiske og avancerede guitar fingerspil. Simon er hjemmehørende i Edinburgh, men har optrådt i hele 35 lande, kloden over.

Barrow Akustisk slutter festivalen af når de går på scenen kl. 16. Barrow Akustisk består af Mikkel Bøggild  med god hjælp  fra et af de øvrige medlemmer af gruppen Barrow, nemlig Mads Fogt, der er tidligere guitarist i Brimstone Butterfly. Mon ikke vi hører sangene ”Julia Want To Take Me Home” og ”Slowly Slowly”.

Bogmærk Permalink.