Aktiv arkitekt i Skydebjerg gl. Præstegård

Arkitekt Steen Kjær Jensen 3Tidligere var der mange fag repræsenteret i selve Skydebjerg. I dag er der mange pendlere, og en del arbejder i Aarup. Men i Skydebjerg gl. Præstegård er Steen Kjær Jensen stadig fuldt aktiv som arkitekt. Han vil ikke fortælle, hvor gammel han er, men Aarup.dk må gerne afsløre, at han er født i befrielsesåret.

Han var oprindelig uddannet tømrer, men læste så videre til arkitekt og har været selvstændig i mange år. Mangfoldige opgaver har han løst, og han tager gerne renoveringsopgaver, tegner parcelhuse og indplacerer huse og tilbygninger rigtigt i miljøet ude på landet.

Arkitekt Steen Kjær Jensen 2Gamle huse
Fredede bygninger og gamle huse med sulesten under er noget, som Steen Kjær meget gerne klarer. Og det er ingen tilfældighed, for han bor selv i en bygning af netop den slags, idet Skydebjerg Præstegård er fra 1700-tallet, og den var 4-længet indtil ca. 1920. Selv om han brænder for de gamle bevaringsværdige huse, så mener han samtidig, at ruinerne, som man desværre alt for ofte ser i landområderne, bør nedrives og gerne med offentlige tilskud. Hvem vil gerne bo lige ved en ruin?
Pga. sin store interesse for de gamle bevaringsværdige huse fik han i 2011 Middelfart kommunes arkitekturpris for arbejdet med og renoveringen af Gammelgaard i Husby.

Arkitekt Steen Kjær Jensen 1Nej til pensionistlivet
Han brænder stadig for arbejdet og har ingen planer om at gå på pension. “For så ville jeg bare kede mig, når jeg ikke kunne dyrke min store interesse”, siger Steen Kjær. Derfor er han også aktiv i andre sammenhænge, fx går han meget op i Skydebjergs historie. Og den historie hænger jo ganske nøje sammen med de særlige bygningsinteresser.

Foreningerne
Foreningslivet hylder han også, for mennesker skal komme hinanden ved, siger han. Derfor er han også formand i Skydebjerg Menighedsråd, der med overtagelsen af Skydebjerg Forsamlingshus/Skydebjerg gamle Skole er blevet et foregangseksempel på en helt ny forsamlingshusordning, der gerne må føre til gode møder og foredrag. Og han arbejder ikke kun snævert lokalt. Han er også med i jernbanegruppen, de kæmper for de små stationer på Vestfyn. Og desuden er han næstformand i foreningen “Landsbyerne i Danmark”, der kæmper for at holde liv i landsbyerne.

Han kan træffes på tlf. 23267965 eller mail

Interview ved H.W.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.