Deruda’ på banen igen – efter 36 års pause

25. oktober: Støttekoncert på Kulturhuset Industrien og en fejring af børnerockens
40 års dag

Aarup
Af Henning Frandsen

vi drøner gennem land og by
vi er på banerne på ny
vi kører 100 km i timen, derud af!….
De første linjer fra På banen (derudaf) fra Gasolin’ 2.

Vi var mange, dengang i 70’erne, som skrålede med på ”På banen”, en af sangene på Gasolins anden
skive udsendt i 1972.
Aarup-drengene Peter Pahnzen (Drosselvej) og Benny Gram (Gyvelvej) og kammesjukken fra
Skydebjerg Stig Høgsbro (Gl. Skolevej) havde også ørehængeren present, da de i 1979 gik sammen
med Henrik Rasmussen (Uglebjergvej) og Jon Kjæran (Mejsevænget) og dannede bandet Deruda’.

Bemærk apostroffen til sidst:
– Vi var jo et fynsk band, smiler Peter Pahnzen, som sammen med Benny forleden var troppet op
på Industrien for at få en snak med Folkebladet og for at se nærmere på lokaliteten.

Deruda’, som huserede i fire-fem år, for at lukke ned i 1983, genopstår nemlig og giver koncert på
Industrien 25. oktober.

Anledningen var egentlig at bandet skulle have været med til at fejre Børnerockens 40 års fødselsdag, men
den event bliver ikke til noget. I stedet giver Deruda’ støttekoncert på Industrien, hvor overskuddet skal
bidrage til at Kulturhuset Industrien kan blive renoveret.
Fire af de fem medlemmer fra den originale besætning går på scenen i Aarup, nemlig Peter, Benny, Henrik
og Jon. Ny er Jesper Heinrich.

En cigaret til skolevejen
Snakken med Peter og Benny bliver en tur ned ad Mindernes Boulevard.
– Vi lavede trioen, da vi var 12-13 år, så det var før min konfirmation. Jeg gik til præst hos Svane, og
ham husker jeg, ler Benny.
– Han gik jo ind for dødsstraf, og det kender jeg inden andre præster, der gør, og han mente også, at
rockere var de eneste mandfolk, som var til.

Og så var der kiosken eller var det en købmandsforretning, som lå skråt overfor Industrien i et hus, som er
revet ned (huset var det yderste op til parkeringspladsen, som siden blev til Sanggaards Plads).
– Det var fru Brolund, som havde forretningen. Man kunne altid banke hende op uanset, hvornår det
var på døgnet. Og så kunne man købe cigaretter stykvis. Det passede lige med en cigaret, som man
kunne ryge på vej op til Aarupskolen, husker Peter.
– Og husker du så hendes mand. Han lignede grangiveligt den svedige mand på Tuborgreklamen,
siger Benny.
Tilbage til 1978’.

Sonny Boys med løg
– Det var meget anderledes at starte et band dengang. I dag udspringer stort set alle bands af
musikskoler. Sådan var det ikke dengang, der startede man bare, og prøvede at efterligne lyden,
siger Peter Pahnzen.
Og det skal straks siges, at de to kom efter det. For Peter Pahnzen har lige siden levet af at spille musik – i
bands og som festmusiker, for så i 2006-8 at uddanne sig til musiklærer, mens Benny ganske vist blev
reprokopist og siden har arbejdet som grafiker, men hele tiden har han sideløbende spillet med i
danseorkestre.
Trioen, som de tilbage i 1978 kaldte ”Sonny Boys med løg”, lagde ud med trommer og en bas. Siden fik de
råd til guitarer. Men så stoppede festen der.

– Vi havde ingen stemmegaffel, i stedet løftede vi røret på en telefon, for klartonen var dengang
kammertonen og så skiftedes vi til at gå op til telefonen for at stemme vores guitarer, husker
Peter.

Plukkede jordbær
De fik dog efterhånden skrabet mere udstyr sammen.
– Jeg plukkede jordbær en sommerferie for at spare op til et sanganlæg, husker Peter.
Og de skiftede navn til Deruda’ og begyndte at skrive deres egne sange, som de fremførte afvekslende med
sange, som Supertramp og Electric Light Orchestra have hittet med.
Deruda’ gav flere koncerter i Hovsa, men kom hurtigt til at blive et navn uden for Aarup.
Højdepunkter var der to af, er Benny og Peter enige om.

Midtfyns Festival
Det ene foregik i Industripalæet i Odense, da bandet varmede op for Mikael Wiehe & Kabaréorkestern.
Det andet var, da Deruda’ spillede på den store scene på Midtfyns Festivalen.
– Det var fredag klokken 13.30, at vi gik på, siger Peter.

– Kan du virkelig huske det, spørger Benny.
– Ja, og det var 17. januar 1976m at Gasolin spillede i Aaruphallen, sådan noget glemmer man ikke,
siger Peter.
Deruda’ stoppede mens legen var god i 1983. De fem havde sagt farvel til Aarupskolen og skulle til at
begynde et arbejdsliv. Men det var ikke den eneste grund.
– Der kunne ikke koges mere suppe på den høne, siger Peter.
Den nye konstellation af Deruda’ har mødtes adskillige gange de seneste måneder, hvor de har fået støvet
de gamle sange af og fået øvet sig på nogle nye. Og det kan man opleve på Industrien – og på andre scener,
for Deruda´vil også fremover være på banen – gennem land og by, og måske oven i købet med 100 km i
timen.
Koncerten går i luften klokken 20. Billetprisen er 80 kroner. Billetter kan købes på
www.musikpåindustrien.dk.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.