Zentropa optager Mødregruppen i Aarup

Der er p.t. filmoptagelser ved det tidligere børnehjem Holmelund 16 i Aarup. Nedenfor kan man læse hele pressemeddelelsen fra filmselskabet.

Danica Curcic, Anders W. Berthelsen, Julie Agnete Vang, Lærke Winther, Marijana Jankovic, Martin Buch og Stephanie León  fører an i vinterferiens store danske komedie.

Zentropa og Nordisk Film Distribution står bag én af næste års helt store danske komedier: MØDREGRUPPEN, som får premiere op til vinterferien 7. februar 2019. Filmen instrueres af Charlotte Sachs Bostrup (senest  Kartellet) efter manuskript af komikeren og manuskriptforfatter Christina Sederqvist (bl.a. satireserien Winnie og Karina, Live fra Bremen samt teatersuccessen Mødre). Takket være et tæt samarbejde med FilmFyn er det lykkedes at placere hovedparten af filmens optagelser on location på Fyn i områderne omkring Faaborg, Ringe og Aarup. De øvrige optagelser foregår i København.

Historien i MØDREGRUPPEN
I Hong Kong lever den nybagte mor Line det vilde jetsetliv sammen med manden Bjørn, som er direktør for familiens internationale virksomhed. Da Line opdager, at Bjørn har en affære med deres filippinske barnepige, rejser hun i raseri til det sidste sted hendes mand vil lede – hendes sydfynske hjemby. Hvad der blot skal være et kortvarigt ophold, bliver en længere rejse hjem til rødderne, den indebrændte keramikerkusine Maja og mødet med en sprudlende mødregruppe. Bjørn lukker for alle Lines midler og truer med at tage sønnen fra hende. Line står til at miste alt, og samtidig rammer hverdagens praktiske udfordringer og fordommene om livet i provinsen. Sammen med mødregruppen og den fortørnede kusine, tager Line kampen op mod grød, gylp, gæld og trusler fra en magtfuld ægtemand.

MØDREGRUPPEN er en sjov og livsbekræftende komedie om en forkælet overklassekvinde, som tvinges tilbage til provinsrødderne, hvor hun må smøge ærmerne op, men omsider får mulighed for at finde sig selv. 

Stærkt cast
Det er lykkedes Zentropa at samle et super hold af stærke skuespillere til de bærende roller. I rollen som overklassefruen Line har Danica Curcic (bl.a. Darling, The Mist og Stille Hjerte) sin første store komiske rolle siden Hella Joof-succesen All Inclusive, mens hendes mand Bjørn fremstilles af Anders W. Berthelsen (Klassefesten-filmene, Kapgang, Kartellet og Comeback). Som Lines kusine Maja kan publikum glæde sig til at opleve Julie Agnete Vang (Kollektivet og Borgen på DR 1), og i rollerne som de øvrige kvinder (og en enkelt mand) i mødregruppen ses Marijana Jankovic, Lærke Winther, Martin Buch og Stephanie León. I andre vigtige roller medvirker bl.a.  Martin Høgsted, Henning Valin, Henrik Birch og Ditte Hansen.

Zentropa bag tre af dette århundredes største danske komediesucceser
MØDREGRUPPEN er produceret af Zentropa v/ Sisse Graum Jørgensen, som producerede Zentropas seneste komedie, Susanne Biers megasucces Den skaldede frisør fra 2012 (631.000 solgte biografbilletter). Zentropa har også stået bag to andre af de allerstørste danske komediesucceser i det 21. århundrede, nemlig Italiensk for begyndere fra år 2000 (828.000 solgte biografbilletter) og Klovn the Movie fra 2010 (838.000 solgte biografbilletter).

Producer Sisse Graum Jørgensen glæder sig til at komme i gang med optagelserne og udtaler:

– Vi er enormt glade for at kunne præsentere MØDREGRUPPEN i dag. Vi er meget stolte af det stjernehold, vi har samlet både foran og bag kameraet, og nu glæder vi os helt vildt til at komme i gang med optagelserne på Fyn og i København. Vi satser stort på at få skabt en festlig, sjov,  underholdende dansk komedie med noget på hjerte for biografgængere i hele landet.

MØDREGRUPPEN præsenteres af Zentropa Entertainments3. Filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut / Markedsordningen, co-finansieret af TV 2 og produceret med støtte fra FilmFyn v/Bo Damgaard. Nordisk distribution i samarbejde med Nordisk Film Biografdistribution. Internationalt salg v/ TrustNordisk

 

Fakta om MØDREGRUPPEN

Filmholdet:

  • Instruktør: Charlotte Sachs Bostrup
  • Manuskriptforfatter: Christina Sederqvist
  • Producer: Sisse Graum Jørgensen
  • Fotograf: Bo Tengberg
  • Scenograf: Søren Gam
  • Chef-kostumier: Anne-Dorthe Eskildsen
  • Klippere: My Thordal og Anja Farsig

Producenter og co-producenter:

  • Produceret af Zentropa Entertainments3
  • Med støtte fra Det Danske Filminstitut / Markedsordningen 
  • Co-finansieret af TV 2
  • Produceret med støtte fra FilmFyn v/Bo Damgaard 

Rollelisten:

  • Line: Danica Curcic
  • Bjørn: Anders W. Berthelsen
  • Maja: Julie Agnete Vang
  • Mons: Martin Buch
  • Silvia: Marijana Jankovic
  • Solvej: Lærke Winther
  • Caroline: Stephanie León
  • Mikkel: Martin Høgsted
  • Jens: Henrik Birch
  • Klaus: Henning Valin
  • Statsamtsansat: Ditte Hansen

Øvrige fakta:
Distribution: Nordisk Film Distribution.
Internationalt salg: TrustNordisk
Optagelser: 16. juli – 27. august 2018 på Fyn (Faaborg, Ringe og Aarup) samt København
Premieredato: 7. februar 2019

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.