Scankab Cables i Aarup (2)

Firmaet fylder i år 25 år, og bemandingen er i 2017 nået op på ca. 45 i alt. Der har især været fin fremgang siden 2002. Den krise, der har plaget en del danske og udenlandske virksomheder siden 2008, har Scankab Cables ikke mærket noget til, og det kan formentlig bl.a. skyldes, at netop disse produkter klart fører ind i en fremtid med digitalisering og automatisering.

Markedet
Scankab Cables ønsker på ingen måde at læne sig tilbage og hvile på laurbærrene. Virksomheden ser gerne endnu flere arbejdspladser, og væksten fortsætter med salg over hele kloden. Der er således salg til Asien, Afrika, Nord- og Sydamerika, Australien og selvfølgelig hele Europa med Skandinavien – og med de store vækstlande i spidsen. Og hovedkvarteret i Aarup med mindst 3.500 kabeltyper til rådighed er centrallager. Det er der også gode fysiske forudsætninger for, fordi virksomheden råder over ca. 10.000 kvadratmeter – svarende til 9-10 sportshaller.

Mål for fremtiden
Virksomheden vil virkelig hele tiden udvikle sig, så hvis ikke de nuværende ca. 3.500 kabeltyper er nok, så er folkene i virksomheden klar med nyheder inden for kabelforsyning – verden står jo ikke stille, og globaliseringen er lige så svær at stoppe, som det er at få vandet i Brende Å til at løbe baglæns.

De ansatte
Der er som nævnt ca. 45 ansatte i alt, og virksomheden har brug for mange slags kompetencer, det gælder fx solid teknisk viden, fx som el-installatør, sproglig viden, så korrespondancen ikke skaber blokeringer for omsætningen, administrativ, regnskabsmæssig og handelsmæssig viden, og selvfølgelig også mange praktiske og funktionelle færdigheder, som også er helt afgørende. I øvrigt har en del ansatte taget suppleringsuddannelser undervejs – det er jo vejen frem for mange – uden hensyn til alder.

Ejere og produktion
Direktør Morten Rasmussen ejer aktiemajoriteten, mens selve produktionen foregår i Spanien hos Top Cabel Group.

Kontakt
Scankab Cables, Malervænget 3, 5560 Aarup
Tlf. 70203455
Direktør Morten Rasmussen
www.scankab.dk

H.W.

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på kontakt@aarup.dk eller indtaste den på nyhed eller begivenhed.

Husk at dele...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInTweet about this on Twitter
Bogmærk Permalink.