Pinsehilsen 2020 Fra sognepræst Susanne Andersen – Skydebjerg, Orte og Kerte pastorat

Mellem pinsedag og 2. pinsedag er der i år et månedsskifte.
Søndag d. 31. maj er det pinsedag. Mandag d. 1. juni er det 2. pinsedag.
Forårets sidste dag. Og sommerens første dag.

Vejrmæssigt vil det næppe mærkes som en brat overgang. Der er i skrivende stund udsigt til tørt og solrigt vejr, begge dage.
Alligevel er det som om hvert nyt månedsnavn bringer håb med sig om lempelse på restriktionerne, som vi er underlagt under Corona pandemien.
For hver ny måned håber vi på bedring af situationen, sådan at hvert enkelt menneskes ofre og afsavn af frihed og udfoldelse kan vise sig at have været dét værd. Men det er forståeligt, hvis mange synes, det går langsomt!

At vi så fejrer pinse, her ved overgangen fra maj til juni, hænger vel godt nok sammen med vores afventende situation. Apostlene ventede også, dengang for knap 2000 år siden. Jesus var faret til himmels. Hans afløser var endnu ikke kommet til jorden. Apostlene ventede.

Og pinsedag skete pinseunderet, da de alle var forsamlede: Helligånden meldte sin ankomst til vores verden.
Herefter følte apostlene, at de kunne klare alt. De fik tungen på gled, talte velformuleret og på alverdens sprog. Nu ville alle kunne forstå dem, uanset hvor de kom hen. De følte en stor ildhu, fik kræfter og udholdenhed, mod og trøst.

Sidenhen begyndte de at fordele opgaverne imellem sig, alt efter hvad de havde evner og interesse for.
Fællesskabet blev dét, de dannede kirke ud fra.
Kirken blev født i pinsen, med Helligånden som nåde og drivkraft.
Og kirken hviler på dette grundlag, fællesskabets brændende glød og inspiration for mennesker, der forsamles i lysskæret omkring troens, håbets og kærlighedens glæde.

Fællesskabet, ja – og i denne pinse 2020 et fællesskab, der også bygger på omsorgen for hinanden.
Vi samles i andre fællesskaber i denne tid, mindre i størrelse. Ikke for store fællesskaber. Men gode fællesskaber. Og velvidende, at vi er en lille del af et meget større fællesskab, der rækker ud over hele verden.

Så derfor: Pinsen – Helligånden – kommer også i år som sendt fra Himlen. Bogstaveligt talt.
Glædelig pinse!

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.