Nytår på ejendomsmarkedet i 5560 Aarup

 
Dan Gørtz Aarup.dk har besøgt ejendomsmægler Dan Gørtz for at tage temperaturen på ejendomsmarkedet ved årsskiftet 2015/2016
Han kan oplyse, at det er ret nemt at sælge grunde i den tidligere Aarup Kommune og i Tommerup-området. Og det er helt klart motorvejen, hovedvejen og jernbanen, der er forklaringen, mener han.
Fordelene for Aarup er det store indpendlingsoverskud på 600-700 og muligheden for at kunne nå 413.500 arbejdspladser på under én time.
Og en anden fordel for Aarup ser ud til at blive tilflytningen af mange børnefamilier. Fx får Aarupskolen ofte 3 gange flere elever ind i de yngre klasser end Assensskolen, selvom den idyliske by ved Lillebælt har godt et par tusinde indbyggere mere.
Ynge mennesker, der har brug for både et godt sted at bo og hurtig adgang til arbejdspladser og efteruddannelse, er meget bevidste om, hvor man bør bosætte sig.
 
Salg af nyere huse
I Aarup går salget af nyere huse absolut bedst, og især gælder det huse under 10 år. I anden halvdel af 2015 er det gået rigtig godt, og liggetiden for huse er oftest under 6 måneder. Huse fra 70’erne er lidt billigere, men de sælges også rimeligt og med liggetid op til max 12 mdr.
Men folk vil ikke bo, hvor der er støj eller trafik, og det gælder både fra biler og jernbane.
 
Boliger på 70-100 kvm.?
I Danmark bor ca. 1.3 mio voksne alene, og det øver også indflydelse på boligmarkedet, mener byens ejendomsmægler. Fx mangler der en hel del boliger mellem 70 og 100 kvm. i Aarup by, og det gælder både etplanshuse og lejligheder i etagebyggeri. I området tæt på Bredgade kan der let bruges mindst 40-60 boliger mere af nævnte type.
Så det bliver en vigtig opgave at løse denne opgave, der også vil give mere handel og yderligere gang i forenings- og kulturlivet.
 
Skydebjerg trekantenFrøbjerg, Orte og Skydebjerg 
I Orte og Frøbjerg vil de ældre mangle handelsmuligheder, men for børnefamilier vil der være gode huspriser og masser af albuerum. Og så har området jo også friskolen som en klar fordel.
Skydebjerg er et lille og meget idyllisk samfund med et helt særligt kulturmiljø med interessante renoverede huse. Og afstanden til skole, fritidsaktiviteter og handel er jo klart til at håndtere. Husene her vil kunne sælges på ret kort tid.
 
Rørup/Grønnemose
Priserne vil her være 10-20 % under Aarup-niveau. Det er en fordel, når man skal købe, men det gælder også ved salg.
Men Grønnemose har også som den eneste landsby i Assens Kommune haft vækst de senere år, og nu mærkes det også på husenes liggetid – det går simpelthen klart bedre end for et år siden. Og Rørup/Grønnemose har jo både særdeles gode pendlingsmuligheder for arbejdstagere og forsendelsesmuligheder for produkter fra virksomhederne.
Og så et det en klar fordel for området, at der ligger en dagligvareforretning, mener Dan.
 
Andre boligtyper i Grønnemose?
Kunne vækstlandsbyen Grønnemose så også have gavn af boliger i størrelse 65-100 kvm.?
Det bør absolut undersøges nærmere, mener ejendomsmægleren.
 
Skole-trekanten i GrønnemoseTrekanten mellem Bogensevej og Skolevej?
Tilbage i 1980’erne blev denne trekant på i alt 120.000 kvm. udlagt til industriområde trods protester fra lokalbefolkningen, der hellere så boliggrunde med fin udsigt på arealet, der svarer til to små husmandssteder anno 1950. Men siden er der aldrig bygget på stedet.
I dag mener Dan Gørtz også, at man klart bør overveje boliger på de 12 ha, men en mindre del kan godt reserveres til bolig + små værksteder/kontorer for håndværkere og andre mindre iværksættere, der ikke forurener og støjer. Og på stedet får man en fin udsigt over Lillebælt i klart vejr.
Generelt skal Grønnemose med i kommunens forstadsbånd, så udviklingen kan accelereres, men det skal ske på en måde, så boligmiljøet respekteres.
 
Nye grunde?
Ud over de muligheder, der ligger på den glemte trekant på 12 ha ved Grønnemose, mener Dan, at man bør bygge på trekanten mellem Møllegyden og Assensvej syd/sydøst for Aarup og måske i retning mod Ørsbjerg, hvis naturinteresserne ikke krænkes. Og som nævnt ovenfor bør man finde mere boligplads i selve byen.
Med den rette planlægning og indsats er der stort udviklingspotentiale i Aarup og omegn.
 
Interview ved H.W.
 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.