Nyt medlem i Aarup boldklub – en robot

Plæneklipperrobotten, der er døbt "Grønne Oskar" af klubbens medlemmer, på arbejde. Foto: MJ

Plæneklipperrobotten, der er døbt “Grønne Oskar” af klubbens medlemmer, på arbejde. Foto: MJ

Assens Kommune er nysgerrig på ny velfærdsteknologi. Derfor tester Entreprenørgården i Assens Kommune, om en robotgræsklipper kan slå græsset på de store fodboldbaner billigere og mere effektivt end de store, manuelle maskiner.

”Testpersonen” er Aarup Boldklub.

– Vi har startet det her projekt, fordi vi er nysgerrige på de muligheder, den nye teknologi byder på, siger Freddy H. Nielsen, der er leder af Entreprenørgården i Assens Kommune, og han fortsætter:

– Det er noget vi længe har haft i støbeskeen, men nu synes både tiden og teknologien at være rigtig.

– Vi har valgt, at køre testperioden i Aarup Boldklub, da klubben ligger tæt på os, så vi hurtigt kan træde til om nødvendigt og fordi vi ved, at Aarup Boldklub møder stor opbakning fra de frivillige. De frivillige kræfter har stor betydning for et projekt som det her.

Samarbejdet med Aarup Boldklub er gået over al forventning
De få opstartsproblemer, som implementeringen af den nye teknologi har ført med sig, er blevet løst i samarbejde med Aarup Boldklub.

– Vi har haft en lille udfordring med at slå græsset tæt ved målene, da robotgræsklipperen kører i en bue uden om de forhindringer, den møder, siger Claus hansen, der er ansat ved Entreprenørgården og han fortsætter:

– Derfor fandt vi på at klodse målene op uden for banen, og det kræver jo en del af spillerne og de frivillige i klubben. Det har til gengæld bare fungeret.

Spillerne er begejstret for resultatet

Freddy Heine Nielsen og Claus Hansen fra Entreprenørgården sammen med Steve Nør fra Aarup Boldklub og plæneklipper robotten "Grønne Oskar". Foto:Assens Kommune

Freddy Heine Nielsen og Claus Hansen fra Entreprenørgården sammen med Steve Nør fra Aarup Boldklub og plæneklipper robotten “Grønne Oskar”. Foto: Assens Kommune

– Vi kan bestemt se en forbedring. Græsset er blevet mere tæt og det har altid den samme længde. Generelt får vi et mere ensartet resultat, og det er noget, som både Aarup-spillere og dem, der gæster klubben, har lagt mærke til, siger Steve Nør, klubhusbestyrer i Aarup Boldklub.

Testperioden med robotgræsklipperen kører til slutningen af næste års sæson. Først da er det muligt at vurdere, om robotgræsklipperen skal fortsætte som en del af driften.

– Der er flere parametre, vi skal måle på, og viser det sig, at der er flere minusser end plusser, er det ikke den vej vi skal gå. Til gengæld kan vi sige, vi har prøvet det, siger Freddy H. Nielsen og fortsætter:

– Hvis resultatet så er, at vi får gladere fodboldklubber, vil vi måske prioritere det. Vi vil jo gerne have glade klubber.

– Det kan jo godt være, at vi næste år ved denne tid, når vi har lidt erfaring, vælger et andet produkt og prøver det på en anden bane. Det er jo den måde, vi finder ud af, om det er noget for os på, slutter han.

Yderligere oplysninger:
Freddy Heine Nielsen, leder af Entreprenørgården:
e-mail: ,
tlf. 64 74 67 91

Claus Hansen,medarbejder ved Entreprenørgården:
e-mail: ,
tlf. 64 74 67 93

Steve Nør, Klubhusbestyrer i Aarup Boldklub:
e-mail:,
tlf. 42 95 83 47

Kilde: http://www.assens.dk/Presserum/Pressemeddelelser-2015/Nyt-medlem-i-Aarup-boldklub–en-robot.aspx

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.