Lysfestivalen på Erholm

Lysfestivalen på Erholm varer fra den 4. – 10. maj.

Erholms haveanlæg er fra tiden 1850 – 1854, og det blev anlagt af kgl. haveinspektør Rudolph Rothe. Anlægget giver ved snoede stier, smukke søer og sjældne træarter en ganske særlig stemning.

Lysinstallationerne vil stå som lysende monolitter mellem træerne, oplyse søerne og give en farverig udvidelse af trækronerne. Læs mere i den officielle pressemeddelse herunder.

Læs mere på www.erholm.dk – her kan der købes billetter både til parken og til ”langbordsmiddagen” i festivalperioden.

www.erholm.dk kan man ligeledes læse mere om historien, landbruget, skovbruget og om fødevaremarkedet.

H.W./Aarup

 

[Pressemeddelse]
Lysfestival i parken ved Erholm Gods
En ny festival løber snart af stablen på Fyn. Fra den 4. til den 10. maj forvandler Erholm Lysfestival den smukke, gamle park ved Erholm Gods i Assens Kommune til et stemningsfuldt lyskunstværk.

Parken ved Erholm er anlagt i midten af 1800-tallet og har med sine snoede stier, smukke søer og sjældne træarter en helt særlig stemning. Nu skal tusindvis af led-lys i forskellige kunstneriske udformninger nyfortolke havens hundrede år gamle udtryk.

De mange lysinstallationer er alle designet specielt til Erholms park. De vil stå spredt i landskabet som lysende monolitter, sno sig igennem parken, oplyse søerne og fungere som en farverig udvidelse af træernes kroner. 

Lysende skilte vil guide festivalgæsterne rundt i majaftenen på en let tilgængelig og stemningsfuld rute i parken.

Morfar mindes med lysfest
Det er den autodidakte-lyskunstner Mikkel West fra kunstnergruppen Syntaks, som har taget initiativ til den nye festival. Godsejerparret på Erholm, Trine og Jan Cederfeld de Simonsen, er med-arrangører.

– Jeg har haft min gang på Erholm det seneste år i forbindelse med etableringen af Erholm Fødevaremarked og jeg blev så inspireret af de smukke omgivelser, at jeg gik i gang med at undersøge muligheden for at lave en festival med lyskunst i parken, fortæller Mikkel West og fortsætter:

-Jeg er rigtig glad for, at Trine og Jan var med på min idé og at de var med på, at festivalen skulle starte den 4. maj på aftenen for Danmarks befrielse. Min morfar var frihedskæmper og sad som fange i Neuengamme under 2. Verdenskrig. Traditionen med at sætte lys i vinduerne for at mindes sIutningen på en mørk periode i historien har derfor stor betydning i min familie.

Festivalen starter lørdag den 4. maj og er åben frem til og med fredag den 10. maj. Alle dagen åbner parken kl. 20.00.

Billetten til festivalen koster 45 kr. i forsalg og 65 kr. ved indgangen.

Lørdag den 4., søndag den 5 samt torsdag den 9. og fredag den 10. maj er der også mulighed for at forudbestille en middag bestående af bøf eller grill-pølser af fynsk opdrættet Jersore kvæg og med tilbehør fra Hotel Årup Kro.
Middagen foregår i avlsgården på Erholm Gods og starter kl. 18.00
Middagen koster 230 kr. inkl. adgang til lysfestival i parken.

Der kan købes drikkevarer i avlsgården under hele festivalen.

Billetter købes via hjemmesiden www.erholmlysfestival.dk

Kontakt
For mere info kontakt Mikkel West på telefon 28 26 20 28 eller mail:

Fakta

Festivalen
Erholm Lysfestival løber af stablen fra den 4. til den 10. maj 2019.
Alle dage fra kl. 20.00 til 23.00.

Adressen er Erhomvej 25a, Aarup

Entré i forslag: 45 kr. Entré ved indgangen: 65 kr.

Middag i avlsgården inkl. entré til lysfestivalen: 230 kr.
Drikkevarer kan købes på stedet.

Billetter købes via hjemmesiden erholmlysfestival.dk

Festivalen er støttet af Øernes Kunstfond og Assens Kommune.

Erholm Gods
Godsets historie går tilbage til 1500-tallet.
Den nuværende hovedbygning er fra 1854.

Navnet Erholm kommer af det gamle danske ord for ahorn, nemlig ær.
Selve navnet betyder “Holmen med bevoksning af ær”.

Parken blev anlagt i engelsk romantisk-landskabelig stil i 1850-54 af Kgl. Haveinspektør, landskabsgartner Rudolph Rothe.
Hver lørdag året rundt er der fødevaremarked i godsets avlsgård med fynske grøntsager, kød, brød og meget andet.

Kunstnerne
Mikkel West er autodidakt lyskunstner, designer og event-mager.
Han er en del af kunstnergruppen Syntaks, som bl.a. står bag installationer til IT-konferencen Codegarden, festivalerne Heartland og Tinderbox og til H.C. Andersen Julemarked.

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.