Den historiske halvmarathon (2) – genudsendelse

Aarup Hotel, der er fra 1800-tallet. Foto:MJ

Aarup Hotel, der er fra 1800-tallet. Foto:MJ

Ind i kunstnerkvarteret
Når man kommer ind på Bredgade – navnet kom i 1917 – havner man straks lige i byens kunstnerkvarter. Fra ca. 1900 til 1922 var forfatterinden Charlotte Ejlersgaard journalist i byen og hun leverede artikler til den lokale avis,
Aarup Avis, der var lokal aflægger af Middelfart Avis (V). Men hun skrev også skønlitteratur og skuespil. Hun skulle angiveligt have boet på den nuværende adresse Bredgade 3 sammen med ægtefællen, chefredaktør Julius Ejlersgaard.
Men hun er ikke den eneste kunstner, der har boet på de kanter. I huset lige før hotellet boede Helge Roslind i mange år. Og han er efter pensioneringen blever en meget flittig kunstmaler. Over for hotellet, i nr. 11, bor en anden kunstner, Erling Tingkær, og i Korsgade ligger der et keramikværksted.

På hjørnet ved hotellet kan man vælge alt efter personlig samvittighed at snyde uden om den “autoriserede rute” og løbe hen forbi den gamle realskole og den gamle Aaruphal. Og herfra kan man fra Rosenvænget løbe ned ad stien langs Brende Å, hvor der i følge en beslutning fra kommunen snart vil blive lystfiskeri for alle, og videre ud forbi Aarup Boldklubs baner og ud til Vestergade.

Industrien rummer i dag bibliotek,     biograf og 8-10 foreninger. Foto: MJ

Industrien rummer i dag bibliotek,
biograf og 8-10 foreninger. Foto: MJ

Bredgade og Vestergade
Vi mener dog i Aarup.dk, at man bør fortsætte hen ad Bredgade, forbi hotellet og forbi de mange nutidige forretninger. Og man kan så tænke på, at der tidligere har været mange flere forretninger, en brugs, en vildtforretning, flere slagtere, en vulkanisør og mange flere. Lidt før byens andet hotel, Industrien, hvor der i dag er bibliotek, biograf, kom man for godt 100 år siden forbi en vej, der kaldtes Snedkerstræde, men nu hedder Østergade.

 

 

N.J. Heidens statue "Synergi", fra 2014 står på Sanggaards Plads. Foto:MJ

N.J. Heidens statue “Synergi”, fra 2014 står på Sanggaards Plads. Foto:MJ

Ind over Sanggaards Plads
Over for Industrien drejer vores “autoriserede rute” ind over Sanggaards plads, hvor de utrænede kan hvile sig lidt på bænken ved Heidens skulptur med navnet Synergi. Der er altså kunst i begge ender af Bredgade, og så kunne man endda også nævne kunstforeningens udstilling under biblioteket.

Turen går nu videre ud ad Vestergade. Allerede ved starten af vejen lå der engang et rebslageri omtrent, hvor vejen drejer ind mod Gartnerhaven. Tidligere, indtil 1917, hed denne vej noget helt andet, nemlig Palnatokesvej, der førte ud til Tokeskoven og til Skydebjerg Vandmølle. I 1963 sluttede husene i Vestergade ude ved Ternevej. Først efter den tid er bebyggelsen ført længere mod vest.
Herfra løber man videre ud mod Vestergade 40, hvor man ser Brende Å på højre side. Og her møder man måske nogle af de “snydere”, der har taget stien langs åen.

H.W.

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på kontakt@aarup.dk eller indtaste den på nyhed

Bogmærk Permalink.