Frøbjerg Festspil er klar med ”Footloose” holdet

Når Frøbjerg Festspil den kommende sommer blænder op for hitmusicalen ”Footloose – The Musical” på Bavnehøjen, så er det med en virkelig stærk trup på og bagved scenen.
Cristopher Rørmose, der viste sit uomtvistelige talent som Tony i ”Saturday Night Fever”, har fået hovedrollen som den utilpassede Ren McCormack – den ikoniske rolle som gjorde Kevin Bacon verdensberømt, oplyser Carsten Friis, instruktør.

– Den kvindelige hovedrolle Ariel spilles af Amanda Traun, der har haft store roller i flere musicals, og senest skabte en fantastisk karakter med Carrie i Eliteteatrets nyligt spillede musical af samme navn, siger han.

Masser af kendte navne
Øvrige store roller besættes af særdeles erfarne spillere som Laura Vesti Moeslund Nielsen, Emma Augustesen, Lisa Handberg, Jonas Cheblaoui, Nicolai Hede, Pernille Geertsen og Allan Kirkebæk Jensen – folk som man kender fra Frøbjerg Festspil og andre musicalproduktioner på Fyn.

Dertil er der et stort hold af dygtige dansere og et velsyngende ensemble, der tilsammen udgør truppen i ”Footloose – The Musical”, der er fyldt med hits som ”Holding Out for a Hero”, ”Almost Paradise”, ”Let´s Hear It for the Boy” samt naturligvis titelnummeret ”Footloose”.

Instruktørholdet er det samme som stod bag årets succés ”Saturday Night Fever”, og tæller korleder og kapelmester Julie Strange, koreograferne Patrick Terndrup og Steffen Hulehøj, instruktørassistent Isabel Ravn samt instruktør og kunstnerisk leder Carsten Friis.

Der er også genvalg til kostumier Lise Søllested, mens scenografien er i trygge hænder hos erfarne Jan Boysen.

Frivillige kræfter klar
Endnu engang står det store hold af frivillige klar til at bygge kulisser, sy kostumer og klare alle de øvrige opgaver der er forbundet med den store sommerproduktion, som foreningen glæder sig til at kaste sig over.

– Hele truppen glæder sig til at komme i gang, og garanterer en underholdende, musikalsk, sjov og festlig musical med masser af dans og sang – så der venter publikum en fornøjelig aften, når ”Footloose – The Musical” løber af stablen på Frøbjerg Bavnehøj i august 2019, siger Carsten Friis.

Billetter til årets forestilling sælges med rabat frem til den 1. januar 2019. Se mere på www.frobjerg.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.