Fra Børnehjem til filmkulisse

Det er de færreste mænd, der kan prale med, at de har ligget i soveværelset, og så kommer den kønne skuespillerinde Danica Curcic gående ind ad døren…. Og ikke nok med det – hun gør det seks gange!

Et billede fra filmen Mødregruppen

Men det kan Preben Petersen, der bor på Holmelund 16 her i Aarup. Den stolte bygning som engang husede et børnehjem blev nemlig i juli og august sidste år omdannet til en filmkulisse, da Zentropa kom forbi med hele deres filmcrew for at indspille dele af filmen Mødregruppen.

Filmen er netop nu biografaktuel og kan ses i Aarup Bio i den kommende uge. Og her kan du med egne øjne se, hvor slemt huset blev tilredt! For en del af ideen i optagelserne er, at huset skal se faldefærdigt og misligholdt ud. ”Vi regnede med, vi skulle gøre noget ved huset, når vi flyttede ind” beretter Lone Christensen ”Men hold da op! Zentropa havde virkelig gjort sig umage. De havde fået vægge malet, så det lignede kæmpe fugtskader, formuldede tæpper på gulvet, cigaret skodder og ølsjatter overalt. Jeg var helt bekymret for, om vi overhovedet skulle få den lugt ud igen!” Fortæller Lone videre mens hun sidder i sit nu helt rene og pæne køkken.

Oprindelig skulle der kun have været optagelse i de to stuer, men 10 dag før start på optagelser kom ”københavnerne” forbi. Og de så mange muligheder i det fantastiske hus. Så det endte med at de brugte hele stueetagen, store dele af første sal, gårdspladsen, vejen uden for – ja selv haven blev brugt til lamper, der skulle give kunstigt lys i stuen.

Preben og Lone i huset på Holmelund 16.

Preben og Lone i huset på Holmelund 16.

Lone fortæller videre, hvordan de var nødt til at bo i annekset under optagelserne: ”Vi havde ellers troet, vi kunne bo i værelserne på første sal, men vi måtte jo ikke engang hoste eller trække ud i toilettet – for så kom lyden med på filmen…”

Preben og Lone er ikke helt sikre på, om de vil gøre det igen, hvis der kommer et filmhold forbi, der gerne vil låne huset. Men de fortæller med stor entusiasme om hele forløbet. ”Der gik fuldstændig ged i hele logistikken med at flytte ind” fortæller parret, ”men vi fik fin hjælp efter optagelserne både fra håndværkere og flyttefolk – så huset kom til at se pænt ud igen”.

Det tog to uger at molestere huset og lige så lang tid at gøre det klar til beboelse bagefter.

Kom i Aarup Bio og se filmen Mødregruppen – den spiller fra torsdag den 21. februar til onsdag den 27. februar. Torsdag den 21. får biografen endda besøg af produceren Ann-Alicia Ilskov, som vil indlede aftenen med at fortælle om tilblivelsen af filmen, og hvorfor det netop blev i Aarup.

Mødregrupper med små børn kan med fordel se filmen tirsdag formiddag den 26. februar, hvor man er velkommen til at tage både barn og barnevogn med ind i salen.

Har du en nyhed eller en begivenhed du ønsker at dele med 5560, kan du kontakte os på kontakt@aarup.dk eller indtaste den på nyhed

Bogmærk Permalink.