Footloose med flot dans, sang, humor og hyldest til livet

Frøbjerg Festspil havde onsdag aften verdenspremiere med musicalen Footloose som friluftsspil. Denne musical bygger på den oprindelige film af samme navn fra 1984.

Forestillingen starter med, at Ren McCormack og hans mor bliver forladt af faderen, og de flytter derfor fra Chicago og ud til en lille by i USA, den puritanske Bomont. Og her er der under anførsel af præsten Shaw Moore forbud mod dans og andre fornøjelser efter en tragisk ulykke, der fire år tidligere kostede bl.a. præstens søn livet.

Men Ren, der spilles af Cristopher Rørmose, hylder livet, og snart bliver han forelsket i præstens datter, Ariel Moore (Amanda Traun), der ellers var kæreste med byens værste rod.

Men i den lille by er der sladder, pegen fingre og øjne overalt, men snart gør de unge med Ren i spidsen oprør mod sindsformørkelsen, som byrådet og præsten står for og håndhæver. Men de voksne må erkende, at det er svært at få ungdommen hjem om aftenen – de vil nemlig ud af tusmørket og finde livets kerne.

Præstedatteren kravler ud ad vinduet om aftenen – hun vil væk fra ”sindsformørkelsesfængslet”, hvor hendes far begrunder sit syn med, at han er ”imod alkohol, stoffer, dans og moralsk forfald”.

Men Ren mødes med præsten og kan nu begrunde sit syn med, at allerede kong David i GT dansede foran Herren. Præsten tvivler pludselig og vil genoverveje, og pludselig ser han, at han burde lære at finde glæden ved livet i stedet for at undertrykke det – eller sagt med andre ord – man kan ikke i længden klare sig ved at ringeagte og fornægte selve livets grundlag.

Måske kan man finde livets kerne ved af lade fødderne slippe jorden en gang imellem – eller som præsten genoverveje sine skråsikre meninger og fordomme og fx lade afgangsklassen få sit dansearrangement.

Forpremieren forløb perfekt, og stykket med de flotte danse, humoren og de iørefaldende sange fortjener et stort publikum.

Så tag bare til Frøbjerg, nyd livsglæden og den friske bjergluft – køb billet på www.frobjerg.dk

Onsdagens tilskuertal ved forpremieren: Knap 600

Instruktør: Carsten Friis

Husk, at man næste år kan opleve ”Midt om Natten” – det bliver spændende at se, hvem der bliver ”Susan Himmelblå”. Der bliver billetsalg til forestillingen august 2020 allerede pr 1. september i år.

H.W./Aarup.dk

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.