Det sker i 5560 Aarup fra den 4. til 10. juni

Så er det igen tid til endnu en fortælling i den uendelige historie om Star Wars. Det sker, når Aarup Bio fra på mandag den 4. juni og resten af ugen viser filmen “Solo: A Star Wars Story – 3D”, som handler om den unge Han Solo, der på sin tur i rummet både møder venner og fjender. Filmen vises som sædvanlig hverdag kl. 19.30 og torsdag også kl. 10. Læs mere om filmen på biografens hjemmeside.

Torsdag den 7. juni er der også andre aktiviteter i Aarup. Som sædvanlig er der Salsation i Skydebjerg Gamle Skole fra kl. 8.30-9.30 med efterfølgende kaffedrikning fra egen termokande. Læs mere om Salsation i Aarup Kalenderen.

Senere torsdag – mere præcis kl. 17 – har Galleriet på Kulturhuset Industrien fernisering på en ny dobbeltudstilling. Kristen Østerby viser sine skulpturer, som han har skabt ved at hugge, save og slibe i moseeg.  Jette Møller har malerier med, der bl.a. forestiller divalignende damer i stropkjoler og cigaretrygende mænd. Alle er velkomne til ferniseringen. Læs mere om udstillingen på Aarup.dk

Søndag den 10. juni kl. 10 er der friluftsgudstjeneste i Orte, som foregår på Annekskirkegården, Orte Vejsmark i Orte. Efter gudstjenesten serveres der frikadeller og kartoffelsalat. Alle er velkomne.

I de øvrige kirker i 5560 Aarup er der den 10. juni gudstjeneste i Padesø og Aarup kirker kl. 11.30 og i Rørup kl. 10. 

God fornøjelse i 5560 Aarup den kommende uge.

AGF

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.