Det sker i 5560 Aarup den 17.-23. september

Lykke-Per i Aarup Bio

Så kommer en sand klassiker til Aarup. Den 17.- 23. september viser Aarup Bio filmen Lykke-Per, der baserer sig på Henrik Pontoppidans roman af samme navn. Filmen handler om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius – senere kaldet Per, der som 16-årig rejser til København for at studere til ingeniør på Den Polytekniske Læreanstalt. Per har en stor plan om at skabe et kanalsystem i Jylland. Men det er ikke så nemt at få den til at lykkes. Se spilletider på biografens hjemmeside.

Naturjagt

I de kommende uger  får vi mulighed for at gå på naturjagt. Alle biblioteker i Assens kommune udstiller på skift en naturplanche med billeder og oplysninger om spændende dyr fra enten skoven eller sø og vandløb. I ugerne 38-40 (17. september til 5. oktober) kan planchen ses på Aarup bibliotek. Planchen giver mulighed for at lære om dyrene, fx. hvordan ser en skovsnegl ud? Hvor mange ben har en spindler? Er der giftige slanger i Assens Kommune?

Du kan også deltage i en lille quiz og vinde en dyrebog.

Mobil borgerservice

Onsdag den 19. september kl. 12.30 ruller Assens mobile Borgerservice ind på parkeringspladsen ved MENY, hvor den er frem til kl. 14.30. Her kan Borgerservice bl.a. hjælpe med fornyelse af pas og kørekort, ændring af forskudsopgørelse, adgangskode og nøglekort til NEMID samt flere andre ting. Læs om Assens mobile borgerservice på Assens kommunes hjemmeside .

Børnefilmklub

Den 19. september er der børnefilmklub for de store – spor 2 (3.-6. klasse) kl. 16. Her er Hulemanden Sten på programmet. Sten bor i et stenaldersamfund og drømmer om at drage ud på mammutjagt. Men så bliver stenalderbyen invaderet af den arrogante Lord Snøp fra bronzealderbyen, og Sten får chancen for at agere helt. 

Teater i biografsalen

Torsdag den 20. september står skuespilleren Vigga Bro på scenen i biografen sammen med musikerne Birgit Løkke og Ida Bach Jensen. Her opfører de Sne – en rejse i erindringer. Sne er et vindue ind til en livsrejse, der også er en rejse fra Fredericia til Christianshavn og en rejse, hvor vi gennem historier suser med slæde over Grønlands is og sne. Læs mere om forestillingen på Vestfyns Teaters hjemmeside.

Gudstjenester

Efteråret er kommet, og den tørkeramte høst er i hus. Det er blevet tid til at samles om de kendte og elskede høstsalmer ved høstgudstjenester.  Søndag den 23. september er der høstgudstjenste i Kerte Kirke kl. 10.30, i Rørup Kirke kl. 12 og i Orte Kirke kl. 15.

I Padesø Kirke er der almindelig gudstjeneste kl. 10.

I øvrigt

Om torsdagen den 20. september er der som andre torsdage salsation i Skydebjerg Gamle Skole. Læs mere om salsation i Aarup Kalenderen.

I galleriet på Industrien er det muligt frem til den 28. september at se en udstilling af tekstil-kunstneren Alice Frost, og Tendai Tega, som former sine skulpturer af skrotmetal. Galleriet ligger under biblioteket og kan besøges  kl. 7-22. I den ubetjente åbningstid skal sundhedskortet bruges. Læs mere om udstillingen på Galleriets hjemmeside.

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.