Det sker i 5560 Aarup – december 2019 opdateret

December er præget af julens forestående, med julekalenderquiz, juleaktiviteter på Erholm og julefilm. Men der er også mulighed for at høre foredrag om Halfdan Rasmussen, se udstilling i Galleriet og meget mere. Områdets kirker fejrer også alle advent og jul, og det kan du læse om her på Aarup.dk.

Julekalenderquiz

På Aarup.dk vil vi vi sammen med vores læsere quizze os frem til jul. Hver dag er der mulighed for at besvare to spørgsmål, der handler om lokale forhold i 5560 Aarup. Svarene kan du finde på Aarup.dk, for vi har på et tidspunkt skrevet om spørgsmålene. Frem til på søndag den 8. decemer, hvor der trækkes lod, er det muligt at svare på spørgsmålene fra i søndags den 1. december.

Læs mere om julekalenderquizzen og deltag i quizzen.

Julekoncerter i Padesø og Kerte Kirker

Årets julekoncert i Padesø Kirke finder sted tirsdag den 10. december kl. 19.30.  Odense Postorkester vil spille nogle af julens melodier og der bliver også et par fællessalmer.

Søndag den 15. december kl. 19.00 er der julekoncert i Kerte Kirke med Hillside Gospel Singers under ledelse af Anette Lynghøj. Efter koncerten er der kaffe og julekage i konfirmandstuen.

Udstilling i Galleriet

I december måned fylder mange former for små kunstværker Galleriet på Industrien. 29 forskellige kunstnere har bidraget til en farverig og underholdende julekunstudstilling med eksempler på akryl- og akvarel- maleri, fine sager i træ, skind, keramik, glas, sølv, filt og papir. Udstillingen kan også ses i bibliotekets åbningstid fra kl. 7-22 frem til den 30. december. Læs mere om udstillingen på Galleriets hjemmeside

Sangaftener i Rørup

Den 11. december kl. 19.30 er der sang, kaffe og en masse snak i Borgerhuset, når Lisbeth Nielsen sætter sig ved klaveret og spiller og fortæller. Der er ingen krav om sangstemme, alle kan være  med, også  bare  på en lytter – men tag selv brød med til kaffen.

Foredrag

Onsdag den 11 december har Industriens Foredragsforening engageret Michael Abel til at synge en række af Halfdan Rasmussens viser og fortælle ind imellem om hans liv og digtning. Det foregår i Kulturhuset Industrien kl. 19. Læs mere om foredraget på Industriens Foredragsforenings hjemmeside.

 Jul på Erholm

Erholms Fødevaremarked har udvidet åbningstiden om lørdagen og holder søndgsåbent i weekenderne 30. november-1. december, 7.-8. december samt 14.-15. december. I perioden frem mod jul er der i øvrigt salg af juletræer og pyntegrønt på pladsen foran fødevaremarkedet. Man kan købe godsets egne vildænder, kødprodukter fra de faste stadeholdere, huder/skind og drejede ting af træ, vævede produkter samt pynt til højtiden. Der er mulighed at se modeljernbane på 1. salen over butikken, se aktivitet i en gamle smede samt blot gå en lille tur i parken. Læs mere om Erholms tilbud op til jul på Aarup.dk.

Aarup Bio

Fra torsdag den 5. decmber til tirsdag den 10. december er det filmen Joker, der vises på lærred i biografen. Filmen handler om hvordan Gotham Citys gader hærges af kriminalitet og apati, med spændinger mellem underklassen og de velhavende, og byens borgmesterkandidat Thomas Wayne går til valg på at få ryddet op i byen. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

I weekenderne 14.-15.december og 21.-22. december viser Aarup Bio filmen ”F FOR FÅR 2: FÅRMAGEDDON”. Læs mere om filmen og spilletider på biografens hjemmeside.

Fra onsdag den 25. december til onsdag den 8. januar viser Aarup Bio ”Frost 2. ”. Filmen er efterfølgeren til Disneys populære Frost fra 2013, og vi møder igen søstrene Anna og Elsa og Elsas magiske kræfter. I Frost frygtede Elsa, at hendes kræfter var for meget for denne verden. I Frost 2 håber hun, at de er nok. Læs mere om filmen og spilletider på biografens  hjemmeside.

 God fornøjelse.

Annie Gaardsted Frandsen                                                                                                                                                                                                                                  

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.