Det sker i 5560 Aarup 3. – 9. september

I den kommende uge kommer der for alvor gang i den fysiske aktivitet i 5560 Aarup. AB Gymnastik starter efterårssæsonen med hold til puslinge, krudtugler, seje piger og drenge og seje mix, rytmepiger og Queens. Derudover er der mulighed for skitræning, spring, jumping  yoga, step/aerobic, og endelig er der torsdagsholdet, der er en kombination af styrketræning, udstrækning, spring og yoga. Læs mere om ABs gymnastiktilbud på deres hjemmeside.

Den 4. september kl. 18.15-20.15 er der mulighed for at bakke det lokale serie 1 hold (Herre) op på Scankab Arena, når de spiller hjemmekamp mod Sanderum BK. 

Biografen

Aarup Bio viser fra mandag den 3.  til søndag den 9. september filmen Skyscraper. Filmen handler om Will Ford, som engang var gidselforhandler for FBI. Nu er han sikkerhedsansvarlig i Hong Kongs højeste og mest avancerede skyskraber, The Pearl. Will har prøvet at gøre sin chef opmærksom på nogle sikkerhedsbrister, men da terrorister angriber den enorme bygning, så den bryder i brand, får han alligevel skylden. Se filmen og hvorvidt Will kan rense sit navn og redde sin familie, før ildebranden når deres etage? Se spilletider på biografens hjemmeside.

OBS: Der er ikke film i biografen onsdag den 5. september.

Børnekor ved Aarup og Rørup Kirker

Børnekoret ved Aarup og Rørup Kirker starter efterårssæsonen op med at øve onsdag den 5. september efter skoletid kl. 15.20 og kl. 16.05 i sognelokalerne Bredgade 78. Derefter øves der onsdage på samme tid. I efteråret øves der frem til tre opførelser, som det er vigtigt børnene kan medvirke i. Det drejer sig om:

  • Høst for børn 5/10 kl 17 i Aarup kirke
  • Luciaoptog 9/12 kl 17 i Aarup kirke
  • Luciaoptog 13/12 om eftermiddagen på Holmely

Flere oplysninger kan fås hos organist Elisabeth Koch, Tlf. 24835848.

Sensommerlæsning

Biblioteket arrangerer den 5. september sensommerlæsning i naturen. Deltagerne mødes kl. 15 ved vandrehjemmet i Skolegade i Aarup, og herfra går turen til oplæsningsstedet ved åen, hvor der vil være historier og kaffe i de smukke omgivelser. Arrangementet varer ca. en time.

Der er bænke på stedet, men vil du være sikker på at sidde ned, så medbring en lille klapstol. 

I tilfælde af dårligt vejr vil højtlæsningen foregå på Aarup Bibliotek. Tjek eventuelt bibliotekets hjemmeside.

Historier fra den journalistiske verden

Industriens Foredragsforening inviterer onsdag den 5. september kl. 19 til foredrag med journalisten Kurt Leth, der vil fortælle om typerne, originalerne, fantasterne og skæbnerne, som han har mødt, når han lavede udsendelser for DR og TV2. Læs mere om foredraget på foredragsforeningens hjemmeside.

Galleriet

Galleriet i Aarup udstiller i september tekstilkunst af Alice Frost og skulpturer i metal af Tendai Tega. Der er fernisering torsdag d. 6. september kl. 17. Alle er velkomne. Udstillingen er åben indtil 29. september, alle dage kl. 7 – 22. Kulturhuset Industrien, Bredgade 73 – 75, Aarup. Indgang via biblioteket. Sundhedskortet skal bruges, når biblioteket ikke er bemandet.

L’hombre

For de spillelystne i Rørup er der torsdag den 6. september og de følgende torsdage kl. 19.30 mulighed for at spille præmie-l’hombre i kælderen under Borgerhuset i Rørup. Der er meget flotte præmier, og har man behov for undervisning i spillet, er der også mulighed for det. Se kontaktoplysninger på Rørup.dk.

Sogneudflugter

Søndag den 9. september er der arrangeret sogneudflugter for menighederne i både Aarup og Rørup sogne, samt i Kerte og Orte sogne.

Turen for Aarup og Rørup sogne starter med gudstjeneste i Rørup kirke kl. 10, hvorefter turen går til Hotel Rødding, hvor der serveres middag. Senere går turen videre til Ribe med rundvisning i domkirken. Inden turen går tilbage til Rørup drikkes der kaffe på Hotel Dagmar.

Der er mulighed for transport fra Aarup kirke kl. 9.30 til gudstjenesten i Rørup, og tilsvarende kører bussen til Aarup om eftermiddagen.

Læs mere på hjemmesiderne for Aarup kirke eller Rørup kirke.

Sogneudflugten for Orte og Kerte sogne går til Brunkulslejrene. Turen starter kl. 7.30 fra Orte Kirke og kl. 8 fra Kerte Kirke. Kl. 10 er der mulighed for at se Brunkulsmuseet og Brunkulslejrene i Søby. Der er middag på Hotel Medi og kl. 14 er der gudstjeneste i Baunekirken i Tjørring, hvor der efterfølgende drikkes kaffe.

God fornøjelse.

Annie Gaardsted Frandsen

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.