Det sker 12.-18. november i 5560 Aarup

Foredrag om Grønland i Aarup

Ugen fra 12.-19. november byder bl.a. på sangaften i Rørup, og børnefilmklub, foredrag samt koncert på Industrien.

Højtlæsning for voksne på biblioteket

Mandag den 12. november er det sidste gang, at Aarup bibliotek inviterer til højtlæsning for voksne. Har du lyst til at være med, skal du blot møde op på Aarup Bibliotek på mandag kl. 16, sætte dig ned, drikke en kop kaffe og nyde en god historie.

Medbring gerne dit strikketøj eller andet, der gør din lytteoplevelse endnu bedre.

Aarup Bio

Biografen viser fra mandag den 12. til søndag den 18. november filmen “First Man“, som er baseret på en af verdenshistoriens mest farlige missioner, nemlig månelandingen i 1969.  Efter en familietragedie får testpiloten Neil Armstrong i 1961 chancen for at deltage i NASAs rumprogram. Målet er at sætte et menneske på Månen, førend russernes kosmonauter når dertil. Missionen er livsfarlig og indebærer store omkostninger for Armstrong, hans medastronauter og deres familier. Se spilletider på biografens hjemmeside.

Onsdag den 14. november kl. 16 er der børnefilmklub for de 10.-13. årige i spor 2. Her skal de se “Landet af Glas” Filmen handler om drengen Jas, somofte er alene hjemme, fordi hans far er langturschauffør.  Jas møder Neia og Elva, som påstår, at de er elvere på flugt, og sammen med vennen Isak sætter Jan sig for at hjælpe dem – men de møder modstand.

Foredrag

Tirsdag den 13. november har Industrien Foredragsforening inviteret Uwe Lindholdt til at komme og holde foredrag om “Nordboer, klimaændringer og Grønlands natur“. I foredraget vil Uwe Lindholdt bl.a. fortælle om isbjerge, indlandsis, og dybblåt hav; om dyre og planteliv i den kolde natur samt udviklingen af den grønlandske befolkning. Læs mere om foredraget på foreningens hjemmeside.

Sangaften i Borgerhuset i Rørup

Onsdag den 14. november kl. 19.30 er der igen sangaften i Rørup Borgerhus, hvor Lisbeth Nielsen sidder ved klaveret. Aftenen er uforpligtende med sang, kaffe og hyggeligt samvær. Der er ingen krav til sangstemme – men husk brød til kaffen. Læs mere om arrangementet i Rørup Nyt.

Koncert på Industrien

Lørdag aften den 17. november er der igen koncert i biografensalen på Industrien. Her vil orkesteret ZIDIDADA levere ørehængere og evergreens og der er danseguld, så det bliver helt sikkert en fest! Læs mere om koncerten på Musik på Industrien.

God fornøjelse.

Annie Gaardsted Frandsen

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.