Koncert med Syngedrengene

Hvornår:
22. marts 2018 kl. 19:30 – 21:00
2018-03-22T19:30:00+01:00
2018-03-22T21:00:00+01:00
Hvor:
Kerte Kirke
Kertevej 56
5560 Aarup
Danmark
Pris:
Gratis
Kontakt:
Kirsten Svane Christensen
64431247
Koncert med Syngedrengene @ Kerte Kirke | Aarup | Danmark

Drenge-/mandskoret fra Assens har til koncerten sammensat et program bestående af korværker fra det netop overståede Luther-år og passionsmusik i anledning af den forestående påske.
Syngedrengene giver desuden smagsprøver på det repertoire, som skal præsenteres på en rejse i sommeren 2018 ved koncerter i hhv. Vicelinkirche i Neumünster, Schwerin Domkirke og Skt. Jakobi Kirke i Hamborg.
Med et par indlagte fællessalmer får publikum lejlighed til at deltage i sangens fællesskab.

Dirigent ved korkoncerten er Syngedrengenes korleder Finn Pedersen, som også er organist ved Vor Frue Kirke i Assens.

OM SYNGEDRENGENE
Syngedrengene ved Vor Frue Kirke i Assens består af 40-50 drenge og unge mænd.
Syngedrengene fungerer til daglig som fast kirkekor i Vor Frue Kirke i Assens. Koret har fungeret uafbrudt siden 1856.
Hovedrepertoiret er klassisk europæisk kirkemusik, danske salmer samt udpluk fra den danske sangskat.

Syngedrengene giver koncerter mange steder i Danmark og medvirker med mellemrum i større korværker, enten ”hjemme” i Vor Frue Kirke eller f.eks. sammen med Odense Symfoniorkester.
Hvert 2.-3.år tager koret på en koncertrejse i udlandet. I juli 2018 går turen til Nordtyskland, hvor der bl.a. skal synges koncerter i Hamburg og i Schwerins berømte domkirke.

Koret synger 4-stemmigt efter engelsk forbillede. De yngste drenge med lyse stemmer synger sopran, mens altstemmen synges af såkaldt falsetterende herrestemmer (kontratenorer). 
Koret deltager ved alle gudstjenester i Vor Frue Kirke – i hold à ca. 25 sangere på de fleste almindelige søndage, og i samlet flok på helligdage og særlige søndage.
Desuden gives et antal koncerter i løbet af året, især på Fyn og i Trekantområdet, men også videre omkring.

Drengene starter i korskole i 3. klasse. Efter et år kan de optages i selve Drenge- og mandskoret. 2-3 gange ugentligt har drengene korprøve, sangundervisning med stemmetræning og hørelære. Klaverundervisning er obligatorisk fra 6. klasse. Når stemmen går i overgang, deltager drengene fortsat i sangundervisning, men holder en pause fra kirkesangen. Når stemmen er klar til det, kan sangerne indtræde i korets herregruppe som kontratenorer, tenor eller bas.

Syngedrengene ledes af organist og kantor ved Vor Frue Kirke Finn Pedersen, der er uddannet organist på Det kgl. danske Musikkonservatorium og har en grundig videreuddannelse inden for korledelse og børnekorledelse.

Man kan læse mere på Syngedrengenes hjemmeside www.syngedrengene.dk

Bogmærk Permalink.