Aarupskolen holder Oscarfest i Aarup Bio

For andet år i træk har Aarupskolens ældre elever holdt Oscarfest i Aarup Bio. Eleverne i 7.-10. klasse afslutter skoleåret og fejrer på festlig vis det bedste af det bedste, som de selv har  frembragt i faget om filmkundskab.

Egentlig hedder prisen ”Årets Odbjerg” opkaldt efter den ene lærer – Thomas Odbjerg – som sammen med Henrik Andersen har undervist eleverne i 4 timer om ugen i ”Film og Medier”. Eleverne laver film med forskellige temaer, og de er samlet i grupper på tværs af klasser og alder.

Undervejs gennem skoleåret får eleverne til opgave at lave film om forskellige temaer – eller med filmtekniske ”benspænd” som sceneskift, frøperspektiv osv..

Det er der kommet rigtig mange gode og sjove film ud af, og den sidste onsdag i skoleåret findes årets bedste film frem og præmieres. I bedste Oscarstil nominerer lærerne et antal film inden for 17 forskellige kategorier, og der kåres en vinder. Ligesom i det ”rigtige” Oscar-show er der præmier til bedste mandlige og kvindelige skuespiller, bedste kortfilm osv. Til et Oscarshow hører naturligvis også et værtspar på scenen til at præsentere og styre programmet. Det klarede Jacob og Kiki stilsikkert.

Og det vigtigste – filmene! Jo, der var præmier til bedste dokumentar om kvindernes internationale kampdag. Præmie til årets bedste julefilm ”Blinkende Lygter”, som var en venlig parodi på scenen fra den ”rigtige film” hvor Thorkild puster æg – her blot med julehjerter… Osv. osv…

Du kan se alle filmene på nettet. Vi bringer her et lille udpluk:
Årets bedste klipning De uheldige
Årets bedste dansefilm Danse video
Årets bedste komiske scene De forskellige fodboldtyper
Årets bedste julefilm Blinkende Lygter
Årets bedste dokumentarfilm Kvindernes kampdag

Du kan se en liste over de nominerede film i de enkelte kategorier her…

Præsentationsfilm af Nominerede film

Showet fandt sted onsdag den 21/6 i Aarup Bio. Det har nu kørt i to år og er allerede blevet en fast og god tradition.

 

Aarup.dk er ved at lukke ned, så vi modtager ikke nye indlæg.

 

Bogmærk Permalink.